lørdag den 15. december 2012

Farmor har givet mor nogle vældig fine julekugler... De er herlige at lege med!

tirsdag den 11. december 2012

December og julesne...


Så har vi igen skiftet måned og der er sket en hel masse... Udover at vi har lagt under for sygdom en del på det sidste og alt hvad dertil hører, så har vi også haft masser af besøg, vi har haft glæde af al den sne der er faldet og fundet ud af, at Elias er modtagelig overfor andet end Timmy efterhånden... DET er stort... Han kan både godt lide Tom & Jerry og Bamse & Kylling, så han er da vidst der hvor han skal være... bortset fra sproget altså - men han har jo haft så travlt med at udvikle alt det motoriske, at sproget har ladet vente på sig, men det er ikke ensbetydende med, at han ikke forstår eller kan udtrykke sig. Elias er lynendes intelligent og så sent som i går fik vi stor ros i legestuen for hvor god han er til at rydde op og så vokser man jo en meter eller to...

Men siden sidste indlæg har der, som sagt, været nok at se til. Jeg er startet i en rigtig god virksomheds-praktik og mit største juleønske i år er, at de har lyst til at beholde mig efter den slutter. Det kunne være så fantastisk! Så hverdagene herhjemme har set noget anderledes ud de sidste 3 uger og vi skal lige vænne os til at have nye rutiner. De er ikke helt på plads endnu, men det skal nu nok komme...

Ellers startede vi december med at have besøg af begge hold bedsteforældre og sikke en hyggelig weekend! Først kom bedstemor og bedstefar og vi var på julemarked, hvor Elias og bedstemor tog sig en tur i julemandens kanetog...


Elias hyggede sig vældigt med den tur og ville slet ikke af igen! Han blev simpelthen så stiktosset og var meget utilfreds...


Resten af aftenen hyggede han sig med både bedstefar og onkel Kenneth og legede med duplo lige indtil han skulle i seng - der var han også godt brugt...

Lørdag skulle far på arbejde, men så kom farmor og farfar for at hygge om os. Vi kørte en tur i byen mens Elias sov i barnevognen og fik købt en masse julegaver og farmor havde den store tegnebog med, så Elias fik noget lækkert nyt tøj. Så har han også noget at have på juleaften...

Elias nød, at farmor og farfar havde taget Tilde med - han knus-elsker hende og morer sig vældigt med at fodre hende (læs: kaste hendes foder til hende, så hun løber forvildet rundt og leder efter det...) og ae hende...




Det er dejligt at farmor har lyst til at sidde på gulvet og læse med mig - knapt så lækkert at Tilde så lige synes at mine ører også smager godt...

Søndag morgen gik turen over til oldemor, hvor vi også spiste morgenmad sammen med farmor og farfar inden de skulle vende snuden hjemad mod Skjern. Det var lige samme weekend, hvor sneen begyndte at falde. Dog var det ikke så slemt der...

Den rigtige sne faldt først sidste weekend... Vi skulle selvfølgelig ud og opleve sneen , far havde købt en slæde og med Elias godt pakket ind travede vi ud i byen for at finde en god kælkebakke... Ikke så langt hjemmefra ligger der en skater-bane, hvor forholdene til at kælke var ideelle og vi gjorde så hold her og brugte de næste tre kvarter på at hygge os her...






Elias's første slædetur var et hit! Han var simpelthen så vild med at køre i slæde og ville bare have mere! Han blev rigtig gal, da han skulle ud af slæden, da vi kom hjem og synes heller ikke det var spor morsomt, at han skulle ud af flyverdragten, for det kunne jo være vi skulle ud lige om lidt igen for at tage endnu en tur... Om søndagen, hvor der var blevet lovet snestorm opad dagen og far var kaldt på arbejde gik Elias og jeg os en tur om formiddagen - ham i slæden og mig som "rensdyr" og så gik den ellers gennem Aalborgs snedækkede gader - en rigtig god tur tog vi os og da vi så kom hjem hyggede vi rigtig under tæpperne da sneen tog til og vi sad og kiggede ud af vinduerne...

Men allerede fra morgenen af var der hygge med far under dynen til morgen-tegnefilm...


Gad vide hvem af de to, der nyder det allermest... Det ser i hvert fald rigtig hyggeligt ud...

December blev også tiden, hvor Elias for første gang smagte risengrød... Uhmmmm sagde han meget højt og smilede over hele femøren, men hvor skal man dog koncentrere sig for at få noget rigtigt op på skeen og så skal far da også lige puste... mon han nu gør det rigtigt...




Risengrøden er også godkendt, hvis den dog ikke er for varm og man får lov til at spise den helt selv! Elias er i det hele taget begyndt at blive endnu mere selvstændig og vil også gerne spise både havregryn med mælk og sin havregrød selv... Det giver stadig et værre griseri, men hvordan skal han ellers lære det...

Om morgenen hygger han og jeg inden jeg skal ud ad døren og åbner kalenderpakker fra bedstemor og bedstefar... Det er vidst morgenens højdepunkt, når han skal hen og se, hvad der er i sokken - han ved i hvert fald godt, at der er noget nu...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...