lørdag den 26. marts 2011

Over 6 uger allerede - tiden går bare stærkt!

I torsdags var vores lille guldklump allerede 6 uger gammel! Jeg forstår slet ikke hvor tiden den bliver af! Elias vokser bare derud af og er vokset fra sit første stykke tøj samtidig med at han rent faktisk begynder at kunne passe noget af det, vi har fået til ham.


For en uge siden var vi til 5 ugers undersøgelse, hvor det lykkedes Elias at tisse på lægen og han havde taget 180g på siden besøget fra sundhedsplejersken ugen før. Han var også vokset og målte 49 cm. Alt var som det skulle være og vi fik begyndt med jerndråberne også.

I mandags havde vi så besøg af sundhedsplejersken igen. Hun fik også et strint, da han skulle vejes og drengen har nu en kampvægt på 4100g og måler hele 51 cm! Det går simpelthen bare stærkt. Elias er også godt i gang med sine første tigerspring. Han har opdaget farver, hvilket betyder, at han har fået øje på den uro, vi har hængt op over puslebordet, som han fik af farmor, han kigger på de farvestrålende billeder, der hænger på væggen og i aftes blev han helt fascineret af den Noas Ark uro, vi har hængt op over hans seng.

Alle de nye indtryk gør også at vores lille pus har været ekstra pylret og meget gerne vil være hos mor og far. Men udviklingen har også gjort, at han er endnu mere aktiv, når han er vågen og gerne vil ligge og pludre, bevæge sig og vender vi ham om på maven, så er han super dygtig til at holde hovedet selv og vil rigtig gerne begynde at kravle (med lidt hjælp selvfølgelig)...


Sundhedsplejersken ser vi først igen midt i april, for hun synes simpelthen, at det går så godt, at hun ikke behøver at komme rendende i tide og utide. Den 4. april, skal Elias og jeg til et foredrag nede hos sundhedsplejersken, for at høre noget mere om pladsanvisning og hvordan vi får skrevet Elias op til en plads i vuggestue eller hos dagplejer. Vi hælder på nuværende tidspunkt egentlig mest til dagpleje, men vi må se, hvad foredragsholderen har at fortælle.

Lige et sidste billede af guldklumpen her:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...