lørdag den 25. februar 2023

Siden sidst - ups and downs

Det er længe siden, jeg sidst opdaterede her på familie bloggen og der er sket virkelig meget i mellemtiden!

Indlægget her var planlagt til at skulle være udgivet i maj sidste år, men der skete SÅ meget virkelig hurtigt og det har både været på den bedst tænkelige måde men bestemt også det modsatte.

Vinteren herhjemme har taget hårdt på os. Det er som om nogen bare har taget den brede virus-pensel og malet tykt på, for vi har nærmest været lagt ned af sygdom uafbrudt nærmest siden starten af december! Deraf har overskuddet også været nærmest ikke eksisterende. Nu er der lige lidt luft på grund af vinterferie, men lige straks går det løs igen.

I foråret sidste år tog vi en beslutning om aktivt at kigge efter hus. Vi var på et par fremvisninger og talte frem og tilbage med banken og vi fandt nærmest ved et tilfælde et dejligt hus, som vi godt kunne tænke os skulle være vores fremtidige hjem. Dagen før vi havde planlagt at skulle til en super spændende fremvisning måtte vi desværre sige farvel til vores dejlige kat, som igennem længere tid havde haft det skidt og det gik kun én vej. Vi var knuste på alle måder og det tog meget hårdt på os alle.

Det til trods tog vi ud og kiggede på huset og jeg ved ikke om det var på grund af vores følelsesmæssige tilstand, men det føltes bare helt rigtigt på alle planer, så vi kontaktede banken for at høre om det overhovedet var realistisk for os, at vi kunne komme til at bo der og heldigvis var de med os hele vejen. Vi lagde derfor et bud dagen efter fremvisningen og den 10. juni var købsaftalen underskrevet med overtagelse af vores hjem den 1. oktober. Det hele gik meget hurtigt og det virkede surrealistisk og gik vidst ikke rigtig op for os før vi skulle til at bestille flyttemænd og melde flytning. 


I mellemtiden skulle vi lige igennem sommeren og uden katten var vi noget ved siden af os selv og vi synes at tiden sneglede sig af sted. Det var en hård opstart igen efter ferien, hvor storebror skulle starte i et nyt klasselokale med nye klassekammerater og nye fag. Han var utvivlsomt på overarbejde og det tog meget lang tid for ham at tilpasse sig de nye rammer og samtidig skulle han vænne sig til, at vi skulle flytte og vi havde mistet katten. Det var bare rigtig meget at skulle rumme. Han havde lige en periode, hvor det hele var meget svært. 

Vi fik to nye killinger (Mads og Mikkel) kort tid efter vi flyttede ind i huset og vi nyder til fulde at have kat igen og den ro det giver at have sådan nogle dejlige væsner.

I oktober overtog vi så vores nye hjem med lidt blandede følelser, for inden for de to første uger fandt vi ud af, at der var massive vandskader to steder i huset. Det kan du læse meget mere om ovre på min egen blog. Nu er vi heldigvis på den anden side af hele køkken/badeværelses ståhejet og kan forhåbentlig se frem til at få ro til at få styr på nogle af de andre ting, som vi kan se trænger til udbedring.

Generelt har efteråret og vinteren været svær især også for lillesøster. Hun har været presset længe og vi har måtte gøre forskellige tiltag sammen med skolen, men lige lidt har det hjulpet. Det har ledt til, at vi bad om, at hun blev indstillet til et nyt og mere passende skoletilbud og det fik vi svar på i starten af februar. Desværre fik vi ikke vores ønske opfyldt i forhold til ønske om placering, hvilket gør, at vi har måtte igennem med et høringssvar og nu hvor PPR har truffet deres afgørelse uden særlig notits af vores høringssvar, må vi til at klage. Vi er bange for, at hvis hun skal til at skifte skole fuldstændig og endda skal til at køre med taxa, kan det føre til endnu mere belastning og derfor må vi kæmpe for, at hun kan blive for samme skole i kendte rammer og med et trygt og kompetent personale, som vi allerede har et godt samarbejde med i forvejen omkring storebror. Det har lagt noget af en dæmper på glæden ved at blive færdig med køkkenet og ferien, men vi må finde styrken til at kæmpe for dét, vi ved, er bedst for vores datter.

Nu håber vi så bare, at tingene kan gå lidt vores vej herfra. Det er simpelthen for opslidende at skulle blive ved med at kæmpe i ét væk og jeg vil meget gerne kunne bruge mine kræfter på andre områder i dette forår også bl.a. på mig selv, mit mentale og fysiske helbred. Hele vinterhalvåret har jeg jo været med til Zumba og om 14 dage er der opvisning i den lokale gymnastikforening. Jeg glæder mig, selvom jeg stadig skal træne op til det, for ikke alle dansene sidder lige godt fast endnu. Når den ordinære sæson er slut, krydser jeg fingre for, at der kommer sommer Zumba, så jeg ikke skal vente helt til september med at danse igen. Det er et skønt afbræk fra hverdagen og jeg får rørt kroppen til noget god musik.  

Jeg håber snart at kunne vende tilbage igen med et lidt mere opløftende indlæg og fortælle lidt mere om vores hverdag i de efterhånden knapt så nye omgivelser.

tirsdag den 11. januar 2022

Godt nytår

Der har været bragende stille her på bloggen siden efteråret og det har der været en rigtig god grund til. Vi har skrantet den ene efter den anden er bukket under for influenza, den ene forkølelse efter den anden og det har ligesom bare ikke ville tage nogen ende...

Tilbage i november følte vi, at det hele voksede over hovederne på os, mindstebarnet var ked af sin medicin og hun blev ved med at tabe sig og trivedes slet ikke i skolen, så til sidst sagde psykiatrien stop og hun skulle holde en medicinpause for at se om hun så kunne tage det tabte på igen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været hårdt. Den første uges tid var det egentlig ok. Hendes appetit vendte faktisk tilbage lige med det samme og hurra for det! Men som ugerne gik, begyndte hendes vanskeligheder også at træde mere og mere i karakter og selv de simpleste ting blev svære for hende at håndtere og udføre. Så blev vi alle sendt hjem i midten af december til hjemmeskole og hjemmearbejde og det gav hende bestemt et frirum, men det satte også vores hverdag på prøve. Storebror var af sted i skole, så hun havde ikke engang ham at støtte sig op ad og vi forsøgte at få hjemmeskole op at køre, men det kunne kun blive til få små seancer i løbet af ugen og det var meget vanskeligt for hende at samle sig om opgaverne. Samtidig skulle vi jo også arbejde og det hele blev bare ét stort miskmask!

Den 22. december kunne vi ENDELIG gå på juleferie og den startede vi ud med at tage ind og blive testet alle mand, så vi var klar til at holde jul. Men ak... den 24 december om formiddagen tikkede beskeden ind i Min Sundhed og E-boks om at vi ALLE FIRE var testet positiv for corona... Ikke den fedeste måde at starte juleaftensdag på. Børnene og jeg gik relativt let igennem det hele med utilpashed, træthed i kroppen og masser af snot mens T måtte se sig slået af feber oveni. Børnene var ret hurtigt ovenpå igen og vi fik at vide, fra smitteopsporingen, at når børnene og jeg ikke havde haft værre symptomer, skulle vi bare opretholde isolationen i 7 dage, efter vi var testet positiv, hvilket betød, at vi igen kunne forlade huset den 29. december. Det kunne T ikke - han skulle være symptomfri i 48 timer før han kunne bryde isolationen. For at det ikke skulle være løgn, så fik katten også lige en omgang blærebetændelse, så jeg måtte til dyrlægen med ham, da jeg kunne komme ud af isolationen... Puhh sikke en jul!

Og må jeg lige sige, at sådan en omgang isolation gør altså noget ved en... Jeg var nærmest bange for at bevæge mig ud i samfundet igen efter de 7 dage... Hvad nu hvis jeg stadig smittede og dem hos smitteopsporingen havde taget fejl og jeg rent faktisk skulle være isoleret længere og tankerne kørte bare rundt i hovedet på mig... Fra vi blev testet og til vi fik svar, der var vi jo faktisk rundt omkring for at handle ind til juleaften. Vi holdt selvfølgelig afstand, sprittede af og havde mundbind på, men min største frygt var at jeg uforvarende havde smittet mange andre! Vi kan heller ikke selv komme på, hvor vi skulle have fået det fra, men for pokker hvor er jeg dog trods alt glad for, at vi alle fik det på én gang, så ingen af os skulle sidde alene i isolation ude i bryggerset eller sådan noget... totalt forfærdeligt!

Så julen 2021 er helt sikkert en jul, der vil blive husket mange år i fremtiden! 


Vi startede ugen op ude på psykiatrien med medicinopfølgning på begge børn, hvor de blev målt, vejet og fik taget blodtryk. Mindstebarnet startede op på medicin igen - helt forfra og indtil videre kan vi se, at hendes appetit er bedre end sidst og ikke nær så påvirket. I forhold til Storebror, så har han udfordringer med at falde i søvn om aftenen, hvilket betyder, at han er meget meget træt om morgenen og virkelig svær at vække. Derfor er vi nu i gang med at dokumentere hans søvnrytme, så han evt. kan få noget til at hjælpe ham med indsovningen. Han sover som en sten, når han først er faldet i søvn, men det er svært for ham, at få ro nok i hovedet om aftenen til at kunne sove.  

Nu skriver vi 2022 og det bliver forhåbentlig et meget bedre år på alle fronter. Vi skal arbejde tæt med skole og PPR på at få et nyt skoletilbud til mindstebarnet. Jeg skal nyde, at jeg er i et fast arbejde, som jeg ELSKER og så skal vi arbejde på at få sparet så meget fra som muligt, så vi kan få købt det hus, vi så gerne vil have. 

Må 2022 bringe alt det bedste med sig, som er opsparet fra 2020 og 2021 og forhåbentlig også mere overskud til at opdatere på vores liv herhjemme i autisme/adhd-købing, når nu der er kommet ro på andre fronter.

Jeg ønsker dig et rigtig godt nytår! Tak fordi du har fulgt med. Det håber jeg fortsat du har lyst til.

mandag den 25. oktober 2021

Sommeren, fødselsdagsfejring, efterårsferie - hverdagen op og ned...

Så sluttede efterårsferien også og vi er startet på fuld brag igen i dag...

Vi kan godt mærke, at tilstanden så småt er ved at bevæge sig tilbage til "før Corona-tilstand" igen og det er både på godt og ondt...

Det er selvfølgelig rart, at vi igen kan afholde forældremøder fysisk igen og at der kan stables nogle sociale arrangementer på benene, men vi kan mærke, at det der pres fra alle de forskellige arrangementer, fødselsdage osv. begynder at trykke. Vi er grundet vores situation nødt til at melde fra til mange af de ting i forvejen, men vi kan mærke, at overskuddet til at deltage i det, vi gør i forvejen, heller ikke rigtig er der. 

For vores familie var det rigtig rart, at der ikke lå en forventning om, at der skulle deltages i vennespisning, forældrekaffe, forældrefester, julearrangementer, osv. fordi vi netop i forvejen kun har fyldt kalenderen op med dét, som der var overskud og plads til... Nu står vi her igen og det er svært at sige til sin 8-årige, at hun skal passe på sit overskud og måske ikke kan deltage i nogle ting, fordi vi ved, hvor smadret hun så vil være både den efterfølgende dag og dagen efter det igen... Vi øver os - tager små skridt frem og måske bliver det bedre på et tidspunkt, men lige nu er det hårdt!

Når det så er sagt, så har sommeren og efteråret indtil nu været fyldt med skønne ting, som vi har prioriteret.

I sommerferien var vi traditionen tro i både Legoland og Lalandia. Vi er blevet enige om, at næste år, må vi tage en ekstra overnatning, så vi kan få lidt "down-time" også og nå at opleve Lalandia rigtigt også udover vandlandet... Vi havde også lavet planer, som ikke blev til noget både på grund af sygdom og uvejr, men så endte det med, at vi ombookede de planer til noget endnu bedre.




Theresa fyldte 8 år kort efter skolestart og i år blev det til en fest for pigerne i klassen. Et par hektiske men hyggelige timer og sikke sådan en folk piger kan spise! Vi stillede an med pandekager og donuts, frisk frugt og grønt, lidt snacks og snold og der var ikke rester!



Skolestarten var hård og desværre ledte det til en del fravær. Vi blev også lige lagt ned af en ondsindet influenza alle mand i slutningen af august - immunforsvaret skal lige op i gear igen efter corona-afstand og ydre balsamering i sprit...

Efter den omgang var vi helt enige om, at børnene skulle holde en hel uges efterårsferie også selvom jeg havde et par arbejdsdage først på ugen og det gjorde godt!

Børnene fik ladet op, mens jeg arbejdede og så gik det ellers løs med perlerier og møde med Anja Takacs i Shoppen, Pikachu i Fætter BR, familiebesøg og en tur i Lego House.






Vores besøg i Lego House var en fantastisk oplevelse, hvor vi fik den ene wow-oplevelse efter den anden og Elias var i sit es, selvom der var en del mennesker, så var der ikke så mange, at det ikke var til at overskue. Vi nåede slet ikke det hele, for vi havde jo en 2,5 times køretur hjem igen og Theresa skulle til fødselsdag dagen efter, så næste gang er der andre aktiviteter, som skal afprøves! Som en bonus har Lego House tilsluttet sig solsikkeordningen, hvilket betyder, at begge børn kunne få en solsikkesnor, der gør andre opmærksom på, at de bærer et usynligt handicap. Solsikkesnoren signalerer til personalet, at man kan have brug for hjælp, støtte, tålmodighed, udførlige forklaringer eller bare lidt mere tid og personalet er uddannet til at vide, hvad det betyder og hvordan de kan hjælpe. Vi oplevede at få gode råd og guidning til, hvor vi kunne gå hen for at undgå alt for mange folk på én gang og de var meget opmærksomme på langsom forklaring og visualisering af hvordan nogle af tingene fungerede. Det er uden tvivl ikke sidste gang vi skal til Lego House og de får masser af roser og varm anbefaling herfra.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...