Gå videre til hovedindholdet

Jamen det er da en naturens gang...

... ja, det har jeg da været overbevist om hele tiden - altså lige indtil jeg fødte og gik på barsel... Det der med at skulle til at aflevere sit barn i dagpleje/vuggestue er en grum realitet, som er ved at vise sit grimme ansigt herhjemme og jeg bryder mig bestemt slet ikke om det! 

Der er nu kun 2 måneder til Elias skal starte i dagpleje (eller vi skal da lige have en plads til ham inden) og jeg har på fornemmelsen, at det bliver væsentligt hårdere for mig end for ham (eller det håber jeg da) og øjnene løber næsten i vand, når jeg tænker på alle de ting, som han lære og laver i dagplejen, som jeg går glip af! Men jeg må sige til mig selv, at det både er for hans og mit bedste - på den måde vokser vi begge - han i en tid fyldt med skønne nye oplevelser sammen med andre børn og jeg forhåbentligt i et job og omgang med omgivet af dejlige kollegaer.

Det bliver hårdt - no doubt about it og det er bare noget vi skal igennem - men jeg havde dog aldrig troet, at jeg - som altid har stræbt efter at være karrierekvinde - skulle have lyst til at smide håndklædet i ringen, inden jeg overhovedet har fået mit første reelle job og erklære, at jeg vil være hjemmegående mor, for jeg kunne slet ikke holde den tanke ud at overlade min lille baby til andre..

Et eller andet sted er det vel nok noget mange mødre går igennem med deres første barn, men bliver det nogensinde nemmere??? Jeg skal i hvert fald nok være den der møder tidligere ind på arbejde, for hurtigere at kunne få fri igen til at hente min lille Elias - det er nemlig den ordning vi får herhjemme - far aflevere, fordi han møder senere, mens mor henter igen... en lousy fordeling mener far, men det kan ikke blive anderledes, for han har ikke mulighed for at hente mere end én dag om ugen, men det skal han så til gengæld også have lov til! 


Helt ærligt! Hvem ville ikke have lyst til at blive hjemme hos sådan et par gavtyve her...

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

CaféVi2 byder på brunch

I hjertet af Aalborg og på cafétorvet over dem alle finder vi CaféVi2. Udefra indbydende, stille og roligt med mulighed for at sidde udenfor og nyde udsigten udover skøjtebanen, som også i dag var taget flittigt i brug... Vi valgte i dag, at dette skulle være målet for vores lille brunch udflugt og havde selvfølgelig lavet lidt research hjemmefra for at se, hvad de havde at byde på. Lige fra vi trådte ind ad døren og til vi gik, følte vi os godt tilpas. Der var en rigtig god atmosfære, musikken var god og ikke for høj, der var lyst og hyggeligt med levende lys på bordene og et spræl i form af duge og puder på bænkene. Vi valgte selv et bord lidt nede bagved i lokalet og selv her var lyset godt og musikken tilpas skruet op. Tjeneren var ret hurtig til at komme ned med menukortene og så fik vi ellers god tid til at bestemme os for, hvad vi skulle have. Det klarede vi jo ret hurtigt, eftersom vi jo allerede havde bestemt os hjemmefra. Tjeneren var sød, smilende og imødekommende og da h...

Autisme...

Dette indlæg har været undervejs længe... RIGTIG længe... Vi har lige passeret årsdagen for Elias' start i børnehave og der er sket virkelig meget over det sidste år med hans udvikling. Han har haft godt af at komme i børnehave - hans udvikling både socialt og sprogligt er eksploderet og det giver os hver dag håb for, at det nok skal gå. På grund af sin autisme, har Elias brug for voksenstøtte igennem sin dag, for at kunne komme helskindet igennem den. Nogle dage mere end andre og det samme gælder herhjemme. Det er en udfordring, når vi også har Theresa på bare 1½ år, som også har brug for at være lille og for at få al den støtte hun behøver for at kunne begå sig her i verden... Det er også snart et år siden Elias fik sin diagnose. Vi har brugt tiden på at lade det synke ind, prøvet på at forstå, hvad det betyder for Elias og for os som familie og det har sat så mange tanker i gang, at de slet ikke har været til at styre. Jeg har været i de mørkeste afkroge af mit sind...

En lang stille periode... læser du stadig med?

Det er over et år siden, vi sidste gang kunne give en lille beretning om stort og småt herinde. Vi er efterhånden ved at finde os tilrette i livet som husejere, men det er jo ikke nogen lille opgave og der opstår hele tiden ting og sager, som skal håndteres og ikke mindst idéer til hvad vi kunne gøre for at optimere, forskønne og forbedre rundt omkring både ude og inde... Vi har også måtte investere i både ny ovn og ny (brugt) bil i årets løb. Det tager jo noget på opsparingen, men hvor har det dog været rart, at have råd til det uden at smadre vores økonomi på det. Næste år skal der spares flere penge frem til både udbedringer og indkøb til den nye terrasse.  I år har vi fundet en anden ro i, at begge vores børn er velplaceret rent skolemæssigt og yngstebarnet er endda på vej i trivsel. Det har været hele kampen værd. Nu står vi overfor den næste periode, hvor teenageårene begynder at brage derudaf og jeg har lidt på fornemmelsen, at det bliver lidt ligesom dengang børnene var små...