Gå videre til hovedindholdet

Bliver det nemmere???

Tiden går simpelthen med lynets hast for tiden... Time for time, dag for dag og uge for uge. Pludselig skifter månederne, så årstiderne og før vi ved af det er det endnu en gang nytår...

Jeg har virkelig svært ved at følge med, efter jeg har fået arbejde. Vi er lige kommet igennem 3 uger, hvor vi alle har været syge på skift og det har efterladt mig med den største dårlige samvittighed! Jeg har kun været ansat i godt 1,5 måneder og har desværre haft en del fravær pga. sygdom. Så da jeg måtte melde mig syg i tirsdags, for onsdag, at få at vide, at det var en halsbetændelse og jeg slet ikke ville blive kampklar resten af ugen voksede min dårlige samvittighed til enorme højder.

Kender du det??? Nogle gange gad jeg godt at kunne klone mig selv, så det syge jeg kunne blive derhjemme og så kunne jeg sende det raske jeg af sted for at klare mit arbejde... Jeg tror, en stor faktor i årsagen til min dårlige samvittighed er, at jeg er i oplæringsfasen og hvad nu hvis, jeg bliver dårligere, fordi jeg har været væk så længe... Det gør det også svære at falde til kan jeg mærke...

Mit fravær gør jo også, at jeg ikke rigtig får skabt det der bånd til kollegaerne så hurtigt og samtidig er jeg bange for at få stemplet "ugens gæst" - "månedens gæst" eller what ever udtryk, vi nu brugte i skoletiden for de, der ikke dukkede så ofte op til undervisningen...

Det er virkelig forfærdeligt og jeg bruger RIGTIG mange kræfter på at bekymre mig om det! Det er en stor stressfaktor for mig. Bliver det nogensinde bedre??? Vi har haft SÅ meget sygdom siden vi blev ramt af skoldkopper sidste efterår og er aldrig rigtig kommet ovenpå igen.

Vi spiser varieret, får vitaminer og prøver at få så meget frisk luft som muligt. Jeg er meget opmærksom på, at Elias får sine vitaminer, netop fordi hans kost er langt mindre varieret end vores og jeg kan mærke på ham, at det har hjulpet, at jeg har puttet lidt ekstra d-vitamin ovenpå. Begge børn får biostrath (i håb om at det virker) men hvad mere kan vi gøre???

Jeg håber på at det bliver bedre og at jeg kan slippe bare lidt af den dårlige samvittighed - det ville lette, tror jeg...

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

CaféVi2 byder på brunch

I hjertet af Aalborg og på cafétorvet over dem alle finder vi CaféVi2. Udefra indbydende, stille og roligt med mulighed for at sidde udenfor og nyde udsigten udover skøjtebanen, som også i dag var taget flittigt i brug... Vi valgte i dag, at dette skulle være målet for vores lille brunch udflugt og havde selvfølgelig lavet lidt research hjemmefra for at se, hvad de havde at byde på. Lige fra vi trådte ind ad døren og til vi gik, følte vi os godt tilpas. Der var en rigtig god atmosfære, musikken var god og ikke for høj, der var lyst og hyggeligt med levende lys på bordene og et spræl i form af duge og puder på bænkene. Vi valgte selv et bord lidt nede bagved i lokalet og selv her var lyset godt og musikken tilpas skruet op. Tjeneren var ret hurtig til at komme ned med menukortene og så fik vi ellers god tid til at bestemme os for, hvad vi skulle have. Det klarede vi jo ret hurtigt, eftersom vi jo allerede havde bestemt os hjemmefra. Tjeneren var sød, smilende og imødekommende og da h...

En lang stille periode... læser du stadig med?

Det er over et år siden, vi sidste gang kunne give en lille beretning om stort og småt herinde. Vi er efterhånden ved at finde os tilrette i livet som husejere, men det er jo ikke nogen lille opgave og der opstår hele tiden ting og sager, som skal håndteres og ikke mindst idéer til hvad vi kunne gøre for at optimere, forskønne og forbedre rundt omkring både ude og inde... Vi har også måtte investere i både ny ovn og ny (brugt) bil i årets løb. Det tager jo noget på opsparingen, men hvor har det dog været rart, at have råd til det uden at smadre vores økonomi på det. Næste år skal der spares flere penge frem til både udbedringer og indkøb til den nye terrasse.  I år har vi fundet en anden ro i, at begge vores børn er velplaceret rent skolemæssigt og yngstebarnet er endda på vej i trivsel. Det har været hele kampen værd. Nu står vi overfor den næste periode, hvor teenageårene begynder at brage derudaf og jeg har lidt på fornemmelsen, at det bliver lidt ligesom dengang børnene var små...

Autisme...

Dette indlæg har været undervejs længe... RIGTIG længe... Vi har lige passeret årsdagen for Elias' start i børnehave og der er sket virkelig meget over det sidste år med hans udvikling. Han har haft godt af at komme i børnehave - hans udvikling både socialt og sprogligt er eksploderet og det giver os hver dag håb for, at det nok skal gå. På grund af sin autisme, har Elias brug for voksenstøtte igennem sin dag, for at kunne komme helskindet igennem den. Nogle dage mere end andre og det samme gælder herhjemme. Det er en udfordring, når vi også har Theresa på bare 1½ år, som også har brug for at være lille og for at få al den støtte hun behøver for at kunne begå sig her i verden... Det er også snart et år siden Elias fik sin diagnose. Vi har brugt tiden på at lade det synke ind, prøvet på at forstå, hvad det betyder for Elias og for os som familie og det har sat så mange tanker i gang, at de slet ikke har været til at styre. Jeg har været i de mørkeste afkroge af mit sind...