Gå videre til hovedindholdet

2. jordemoderbesøg og familieweekend


Tja... bloggen skriver jo ikke sig selv, så jeg må hellere komme med en lille opdatering. Der er jo sket en smule siden sidst. 

I onsdags (d. 27. oktober) stod der en tur hos jordemoderen på dagsordenen... Vejret viste sig ikke just fra sin bedste side, men hvad kan man forvente sig på denne årstid. Jeg trak overtøjet godt op omkring ørerne, skuttede mig under paraplyen og priste mig lykkelig for, at der kun er ca. 3 minutters gang hen til jordemodercentret. Jeg skulle ikke vente længe efter ankomsten på at blive kaldt ind og i dag var det en anden bisiddende jordemoder, som deltog ved siden af min "jordemoder i lære". Vi snakkede om hvordan sidste scanning var gået, om det at mærke liv, hvilket jeg har gjort i godt og vel 3 uger nu (han er en aktiv lille laban, når det lige passer ham...) og om amning. Fik stukket en del brochurer i hånden igen (tror snart jeg kan starte mit eget minibibliotek med alle de små hæfter!) denne gang om amning, fødsel og smertelindring ved fødsel... hmm så de indrømmer altså, at det er ret smertefuldt at føde... ja, selvfølgelig havde jeg da regnet ud, at det ikke er en dans på roser at presse en baby på størrelse med en mellemting mellem en fodbold og en håndbold ud, men det har jeg bestemt ikke tænkt mig at skulle bekymre mig om allerede på nuværende tidspunkt! Er ganske sikker på, at det bare ville gå mig mere på end gavne og der er trods alt 18 uger at løbe på endnu... Det skal jeg nok blive konfronteret med tidsnok. 

Jeg røg også lige en tur på briksen, hvor jordemoderen mærkede på hvor stor livmoderen var blevet (lige en finger over navlen) og så fik jeg lov at høre hjertelyd! Vores lille dreng har et stærkt hjerte, der bare slår derudaf og så sparkede han også lige til apparatet en gang, bare for lige at gøre opmærksom på sig selv... BØLLE!

Jeg kom ned fra briksen, bare for at gå en tur over på vægten. Jeg har med vilje ikke nogen badevægt herhjemme, for jeg er overbevist om, at jeg ikke ville få noget godt ud af at have sådan en stående nu, hvor jeg bare vokser derudaf.... Det var dog en glædelig overraskelse, at stå op på vægten nede hos jordemoderen. Jeg har kun taget 2½ kg på fra min før-graviditetsvægt... Jordemoderen roste mig rigtig meget og synes det var super flot taget i betragtning af, at jeg er over halvvejs gennem graviditeten, så jeg skulle bare holde ved det!

Næste besøg hos jordemoderen blev planlagt til d. 22. december, så det må lige blive en del af julehyggen. Desværre tror jeg ikke Thomas kan få fri til at komme med denne gang heller, men det er der jo så ikke så meget at gøre ved. Det er super ærgerligt, men sådan er det jo, når man står i butik...

Ellers er ugen gået med forberedelser til familiebesøget i weekenden. Min svoger kom allerede torsdag og lørdag morgen havde vi svigermor og svigerfar til morgenmad. Det var bare SÅ hyggeligt! Derefter havde jeg lige en time til at gøre kagen færdig i (kagen til svigerbedstes fødselsdag) og så blev vi hentet lidt i et til frokost. Menuen stod på tunsalat, ostebøffer af en eller anden art med salat til og så blev kagen indtaget til dessert. Vi var så mætte at vi kunne trille derfra igen! Om aftenen fulgte vi svoger til toget og så gik vi ellers kolde ved hver vores computer! Vi gik i seng omkring kl. 23, hvor i huskede at sætte uret en time tilbage og jeg sov skisme helt til kl. 8.40 i dag! Var dejligt veludhvilet og smuttede ind for at hente Sallings julekatalog med ind i sengen, hvor det blev nærstuderet indtil Thomas vågnede omkring kl. 10. Dagen er blevet brugt på sofaen med at lave madplan til næste uge, se serie og så var vi lige et smut nede og handle ind. En rigtig god og tiltrængt hyggedag.

Indlægget skal lige sluttes af med et billede i dag. Det er efterhånden nogle uger siden sidst, så her kommer maven, som den ser ud i dag, hvor graviditeten er i sin 22+0 uge.



Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

CaféVi2 byder på brunch

I hjertet af Aalborg og på cafétorvet over dem alle finder vi CaféVi2. Udefra indbydende, stille og roligt med mulighed for at sidde udenfor og nyde udsigten udover skøjtebanen, som også i dag var taget flittigt i brug... Vi valgte i dag, at dette skulle være målet for vores lille brunch udflugt og havde selvfølgelig lavet lidt research hjemmefra for at se, hvad de havde at byde på. Lige fra vi trådte ind ad døren og til vi gik, følte vi os godt tilpas. Der var en rigtig god atmosfære, musikken var god og ikke for høj, der var lyst og hyggeligt med levende lys på bordene og et spræl i form af duge og puder på bænkene. Vi valgte selv et bord lidt nede bagved i lokalet og selv her var lyset godt og musikken tilpas skruet op. Tjeneren var ret hurtig til at komme ned med menukortene og så fik vi ellers god tid til at bestemme os for, hvad vi skulle have. Det klarede vi jo ret hurtigt, eftersom vi jo allerede havde bestemt os hjemmefra. Tjeneren var sød, smilende og imødekommende og da h...

En lang stille periode... læser du stadig med?

Det er over et år siden, vi sidste gang kunne give en lille beretning om stort og småt herinde. Vi er efterhånden ved at finde os tilrette i livet som husejere, men det er jo ikke nogen lille opgave og der opstår hele tiden ting og sager, som skal håndteres og ikke mindst idéer til hvad vi kunne gøre for at optimere, forskønne og forbedre rundt omkring både ude og inde... Vi har også måtte investere i både ny ovn og ny (brugt) bil i årets løb. Det tager jo noget på opsparingen, men hvor har det dog været rart, at have råd til det uden at smadre vores økonomi på det. Næste år skal der spares flere penge frem til både udbedringer og indkøb til den nye terrasse.  I år har vi fundet en anden ro i, at begge vores børn er velplaceret rent skolemæssigt og yngstebarnet er endda på vej i trivsel. Det har været hele kampen værd. Nu står vi overfor den næste periode, hvor teenageårene begynder at brage derudaf og jeg har lidt på fornemmelsen, at det bliver lidt ligesom dengang børnene var små...

Autisme...

Dette indlæg har været undervejs længe... RIGTIG længe... Vi har lige passeret årsdagen for Elias' start i børnehave og der er sket virkelig meget over det sidste år med hans udvikling. Han har haft godt af at komme i børnehave - hans udvikling både socialt og sprogligt er eksploderet og det giver os hver dag håb for, at det nok skal gå. På grund af sin autisme, har Elias brug for voksenstøtte igennem sin dag, for at kunne komme helskindet igennem den. Nogle dage mere end andre og det samme gælder herhjemme. Det er en udfordring, når vi også har Theresa på bare 1½ år, som også har brug for at være lille og for at få al den støtte hun behøver for at kunne begå sig her i verden... Det er også snart et år siden Elias fik sin diagnose. Vi har brugt tiden på at lade det synke ind, prøvet på at forstå, hvad det betyder for Elias og for os som familie og det har sat så mange tanker i gang, at de slet ikke har været til at styre. Jeg har været i de mørkeste afkroge af mit sind...