søndag den 24. april 2011

Påskesol og Søndagsbrunch

Sikke en dejlig dag, vi har haft heroppe nordpå i dag. Vi aftalte allerede i går, at hvis vejret var til det i dag og Elias ellers var en "artig" dreng, så ville vi prøve at tage på café og få brunch i dag og da Thomas stod op bragede solen jo frem på himlen og Elias var ikke mere pylret end han plejer at være, så vi pakkede ham i barnevognen og begav os af sted til Klostertorvet på C.V. Obels Plads, hvor der var blevet sat borde og stole op udenfor i anledningen af sommerens komme.

Det var godt vi kom tidligt, for lige pludselig kom folk myldrende frem og der var hurtigt optaget over alt. Vi bestilte lækker brunch. Det blæste alligevel lidt, så det var ikke helt så varmt, som det så ud til at være, men så var det godt, at der også var varme drikke med til brunchen. Vi fik lige lov at spise scrambled eggs med bacon før Elias ikke synes det var sjovt at ligge i barnevognen mere og desuden var blevet sulten! Thomas tog ham på skødet, hvor han fik flaske og ellers bare sad og hyggede sig i solen og tog hele den favre nye verden ind med store øjne...


Ja, her er han så småt ved at vågne rigtigt og sutten får en ordentlig omgang, bare lige for at understrege, hvor sulten han egentlig er...


Jeg overtog Elias efter han havde fået flaske, så Thomas også kunne få noget mere mad og Elias kunne få bøvset godt igennem. Vi sad bare og nød stemningen og solen. Da vi var færdige med at spise gik vi en lille tur rundt i gågaderne for at få Elias til at sove igen og da vi kom hjem, gik jeg fluks i gang med at lave flasker til det næste døgn og fik ordnet vasketøjet. Vi blev enige om at slappe af resten af dagen og lade rengøringen og resten af tøjvask vente til i morgen, så vi kunne hygge os lidt med vores lille søn. Alt i alt en dejlig søndag...

onsdag den 20. april 2011

Weekendbesøg af farmor og farfar og onsdagsbesøg af sundhedsplejersken

Sikke en dejlig weekend vi havde i sidste uge, hvor farmor og farfar kom for at besøge os. De kom allerede et smut fredag aften og så havde vi dem næsten hele lørdag, hvor de også fik fornøjelsen af at passe lille Elias, mens mor og far shoppede og var en tur i biografen! Det var dejligt, men hold op, hvor var det svært at være væk fra ham, bare de få timer. Da vi kom tilbage fra bio, havde farmor haft gang i en rabarbertærte, som vi nød inden de kørte tilbage til oldemor for at sove. Søndag kom de lige forbi for at sige farvel, inden de igen vendte snuden mod Skjern og så nåede farmor da også lige at give Elias flaske så længe de var her...


Weekenden og sidste uge havde dog ikke været lutter lagkage. Elias har haft maveproblemer og virkelig grædt af smerte. Det har været hårdt både for ham og for os. Vi tog ham af jerndråberne og gav ham noget andet erstatning, så vi kunne få gang i maven igen og det har hjulpet. Men far har brugt en del tid på at gå op og ned ad gulvet med Elias på armen for at lette trykket og trøste ham...


Nu er det jo blevet en del varmere i vejret, så den lille gut kan ikke have så meget tøj på igen. Han er bare en lille varmebox af en anden verden (eller det har han nok fra sin mor - fru radiator) så han har ikke haft bukser og sokker på mens vi har været herhjemme og han er blevet svøbt uden tøj på, så han ikke blev opkogt. Her ligger han bare på legetæppet i sin langærmet body, som vi nok snart skal gemme væk pga. det gode vejr...




Faktisk er vores lille Elias slet ikke så lille endda mere. Det fik vi bekræftet ved besøget af sundhedsplejersken i dag. Hun synes han er velproportioneret og følger normalkurven rigtig fint, så han er slet ikke for tyk på nogen måde. Han vejer i dag 4,9 kg og måler hele 58 cm! Så kan jeg da godt forstå, at vi synes at den lille gut lige pludselig er blevet lang, for han er vokset 7 cm på en måned!

Elias skulle også lige vise hvor god han er til at ligge på maven og selv holde sit hoved og så kunne sundhedsplejersken også lige se om han havde fået lidt skævhed i kraniet og det har han desværre. Han har fået en favoritside, men vi fik en del tips til at komme på rette køl igen, bl.a. at vi skal lade ham ligge så meget på maven, som han har lyst til i de vågne timer og lægge ham til den anden arm, når vi holder ham og giver ham mad. Så da sundhedsplejersken var smuttet gik vi straks i gang med træningen og fortsatte godt med det resten af dagen...


mandag den 4. april 2011

Grandmoster Bentes blå cardigan

I dag fik vi også lige en chance for at prøve lidt af de hjemmestrikkede godter af, som vi har fået tilsendt i gave fra vores dejlig familie.

Det var den blå cardigan foræret af grandmoster Bente, som stod for skud i dag og sikke fin den er! Lidt stor måske, men pyt, så kan Elias da passe den i lidt længere tid.


Det skal så lige siges, at den allerede er kommet i vasketøjskurven, for da Thomas skulle give Elias flaske her til aften, var det altså ikke det hele, som den lille gut fik i maven.

Tusind tak for den grandmoster Bente!

Vågentid og slyngetid

Det har virkelig været mandag med stort M herhjemme i dag! 
Elias var slet ikke med på, at man sover om natten, så han holdt lige sin mor vågen fra kl. 3 til kl. 5 i morges og havde bestemt ingen kvaler ved det. Den lille gut var såmænd bare ekstra sulten og mor her var en dør til at forstå det, så der skulle lidt ekstra skrigeri til for at den fes ind...

Det var ellers meningen, at vi skulle have været ned til sundhedsplejerskernes åben hus arrangement i dag og høre om pladsanvisning, men jeg var simpelthen SÅ træt og orkede ikke lige, at skulle pakke Elias sammen til det, så jeg tog mig en time mere på øjet og så trillede vi en tur op i byen omkring middagstid og osede lidt i det gode vejr.




Til aften skulle der forberedes aftensmad og Elias var noget urolig i liften, så det var en perfekt mulighed, for rigtig at prøve den slynge af, som Thomas forærede mig i weekenden til vores lille pus. Det er lidt af en udfordring at få ham proppet i den, da han jo begynder at veje godt til, men han kom da deri og lå og boblede lige så sødt mens jeg fik forberedt aftensmad, ordnet flasker og hentet en omgang vasketøj. Det er ikke sidste gang, den skal bruges!


På onsdag skal vi over og hente Thomas fra arbejde, så har jeg en tid hos lægen og derefter står den på møde med præsten. Så kan vi forhåbentlig endelig få Elias' barnedåb på plads.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...