FAMILIEN THORSEN PÅ SLAP LINE

Der har været bragende stille her på bloggen siden efteråret og det har der været en rigtig god grund til. Vi har skrantet den ene efter den anden er bukket under for influenza, den ene forkølelse efter den anden og det har ligesom bare ikke ville tage nogen ende... Tilbage i november følte vi, at det hele voksede over hovederne på os, mindstebarnet var ked af sin medicin og hun blev ved med at tabe sig og trivedes slet ikke i skolen, så til sidst sagde psykiatrien stop og hun skulle holde en medicinpause for at se om hun så kunne tage det tabte på igen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været hårdt. Den første uges tid var det egentlig ok. Hendes appetit vendte faktisk tilbage lige med det samme og hurra for det! Men som ugerne gik, begyndte hendes vanskeligheder også at træde mere og mere i karakter og selv de simpleste ting blev svære for hende at håndtere og udføre. Så blev vi alle sendt hjem i midten af december til hjemmeskole og hjemmearbejde og det gav hende best...

Så sluttede efterårsferien også og vi er startet på fuld brag igen i dag... Vi kan godt mærke, at tilstanden så småt er ved at bevæge sig tilbage til "før Corona-tilstand" igen og det er både på godt og ondt... Det er selvfølgelig rart, at vi igen kan afholde forældremøder fysisk igen og at der kan stables nogle sociale arrangementer på benene, men vi kan mærke, at det der pres fra alle de forskellige arrangementer, fødselsdage osv. begynder at trykke. Vi er grundet vores situation nødt til at melde fra til mange af de ting i forvejen, men vi kan mærke, at overskuddet til at deltage i det, vi gør i forvejen, heller ikke rigtig er der.  For vores familie var det rigtig rart, at der ikke lå en forventning om, at der skulle deltages i vennespisning, forældrekaffe, forældrefester, julearrangementer, osv. fordi vi netop i forvejen kun har fyldt kalenderen op med dét, som der var overskud og plads til... Nu står vi her igen og det er svært at sige til sin 8-årige, at hun skal passe...