Den bedste julegave man kunne tænke sig...

I hvert fald, hvis man står uden job, er vel at lande jobbet...

Jeg har været til et utal af samtaler de sidste 3 måneder og ganske ud af det blå, blev jeg ringet op og inviteret til samtale på en stilling, som jeg egentlig havde søgt i sommer, men fået et afslag på. De skulle nemlig bruge en barselsvikar.

Jeg var så heldig at lande jobbet og starter i det nye år som Senior AML Officer hos Spar Nord bank. Det er bare en fancy titel for det arbejde, jeg skal varetage som anti-hvidvask rådgiver. Det er et helt nyt retsområde for mig, men jeg glæder mig til at få fingrene dybt ned i det og nørde lidt for én gangs skyld frem for at skulle sprede mig over flere områder. Jeg kan rigtig godt lide at arbejde med mange forskellige juridiske områder, men kunne godt mærke at det sidste år, hvor jeg fik lov til at arbejde intenst med GDPR, tændte en gnist i mig for at få lov til at blive lidt mere specialiseret igen. Jeg ville meget gerne have forsat i GDPR-sporet og arbejdet med persondata, men anti-hvidvask er også et super spændende område, så jeg er sikker på, at det bliver rigtig godt!

I dag er børnene gået på juleferie og jeg tænker, vi skal bruge dagene frem til jul på at lave lidt konfekt, bage lidt flere pebernødder, få købt ind til jul og lave kræmmerhus til juletræet, som kan fyldes med godter. Theresa har nemlig hørt i skolen, at sådan gjorde man i gamle dage og det er hun ret opsat på, at vi også skal gøre herhjemme i år. Jeg ELSKER at mine børn går ligeså meget op i juletraditionerne som jeg gør!

Nu håber jeg, at julefreden snart kan sænke sig over jeres hjem og vores familie ønsker jer alle en rigtig glædelig jul.

Nu jobsøgende...

Lånt fra Facebook

Det var ikke lige den titel, jeg helst ville have igen. Som i overhovedet ikke! Til mit held har jeg dog, til forskel fra sidst, nu rigtig meget erfaring at kunne skrive på CV'et og det hjælper unægteligt en hel del...

Det jeg oplevede sidste gang som ledig, både efter endt uddannelse og barsel, var at mine kompetencer aldrig helt slog til og min alder var imod mig. Ofte fik jeg bare afslag på mine ansøgninger uden at komme til samtale og det tærrede mere og mere på selvtilliden. Hvordan skulle jeg kunne overbevise en kommende arbejdsgiver om, at jeg var lige den nye kollega, de ville blive så glad for, når jeg for hvert afslag følte, at jeg ikke rigtig slog til hverken fagligt eller personligt? Jeg brugte meget krudt på at sælge mig selv i praktikker sidste gang. Jeg gik nærmest på omgang hos de små selskaber ude i et af Nordjyllands større erhvervshuse som juridisk konsulent for en måned ad gangen. Jeg gik til opgaverne med stor iver og håbede hver gang på, at økonomien til at beholde mig ville være der og hvis jeg bare viste dem, at jeg var en blæksprutte og hårdtarbejdende, så skulle det nok give pote. Det gav ikke pote!

Det var heller ikke jobcentret, der hjalp mig i at komme videre. Generelt har jeg en meget tydelig fornemmelse af, at jobcentret ikke rigtig ved, hvad de skal stille op med akademikere. Aalborg er gået fra en stærk industripræget by til at være en vidensby og det har jobcentret ikke været gearet til på nogen måde at håndtere, når de har stået med x-antal hundrede nye demittender fra universitet.

Jeg var desværre ledig længe og jeg søgte meget bredt og meget langt væk fra mit hjem. Det gjorde ingen forskel. Mange har kigget på mit CV og har sikkert tænkt "hun er overkvalificeret til denne stilling, så hvor længe har vi hende?". 

Alle siger også - "det er ikke gennem jobopslag, du får job - det er igennem dit netværk, så BRUG det". Det lykkedes mig faktisk sidste gang at komme ud af ledigheden gennem et opslået job som barselsvikar i en administrativ stilling OG blive fastansat derefter. Et halvt år efter min fastansættelse, blev jeg så headhunted af en fra mit netværk. Så jeg har prøvet begge dele og jo jeg foretrækker KLART at blive headhunted, men ved også, at det andet kan lade sig gøre...

Allerede nu kan jeg mærke en stor forskel fra min sidste ledighedsperiode. Måske ikke vedrørende de jobs, jeg har søgt udenfor regionen - dem får jeg stadig afslag på. Indtil videre har jeg da været heldig at blive kaldt til nogle jobsamtaler her i Nordjylland og det giver unægtelig noget af et selvtillidsboost. Men jeg kan også mærke, at nogle af de tanker, jeg gik med sidste gang omkring utilstrækkelighed, ligger og lurer lige om hjørnet... Det er en balancegang og jeg kæmper for at komme ud på toppen denne gang.

Jeg lærte fra sidst, at det ikke dur, at jeg begraver mig fuldstændig i jobsøgningen og det at være ledig, så jeg bruger også tiden, jeg har herhjemme til at gøre ting, som kan give mig et boost og hjælpe mig med at samle energi til at være jobsøgende. Jeg er kreativ, jeg går ture i skoven og så henter jeg indimellem mine børn lidt tidligere og får noget kvalitetstid med dem. DÉT hjælper!

Hvad jeg vil sige er egentlig, at uanset om det er igennem netværk eller opslåede stillinger, så skal det nok lykkedes at komme tilbage på arbejdsmarket! Timingen for min afskedigelse var bare træls, men det skal nok flaske sig!

Theresa 6 år...

Allerede 6 år gammel... min mindste...

Lidt morgentræt, men glad og hun havde set frem til dagen længe. Ikke fordi hun skulle have gaver, men fordi der selvfølgelig skulle deles ud på klassen. Intet mindre end cupcakes med pynt kunne gøre det... 

I klassen bliver de fejret med sang og et fint hæfte med en tegning fra alle børn og Theresa kunne med stolthed vise sit fødselsdagshæfte frem og fortælle at alle havde gjort sig umage (yes det var lige et nyt ord hun havde lært i skolen der...)

Efter skole ventede den store gave på hende herhjemme. Det var en cykel. Hun fik en sidste år af sine bedsteforældre, men den var alt for stor og hun var ked af, at hun ikke kunne cykle på den. Vi faldt over et rigtig godt tilbud og denne ventede på hende herhjemme. Efter 30 minutter kunne hun cykle uden hjælp eller støttehjul! 

Hun brugte noget tid på cyklen, så hun var virkelig klar til aftensmaden, da vi stillede cyklen ind igen. Til aftensmad havde hun bestilt mini-pandekager med blåbær og sirup, så det fik hun.

Jeg kan slet ikke følge med længere - hun er simpelthen så selvstændig, en smule gammelklog, temperamentsfuld og helt igennem dejlig! Jeg glæder mig bare over, at jeg ikke er kørt ud på et sidespor endnu og prøver at holde ved, så længe jeg kan... Min lille store pige...

1. skoledag

og pludselig var der to skolebørn!!!

Elias startede skole igen i går og i dag var det så Theresas tur til at begynde i 0.A Hun ville gerne afleveres i DUSsen i morges inden fællessamlingen kl. 9, så vi afleverede i morges og kom tilbage for at hente hende og fulgtes op til Aulaen til fællessang, sang fra skolekoret og morgenmad.

0.A havde lige en lille time i klassen, mens vi forældre spiste og da vi kom op i klassen havde de fået både nået at lave lidt opgaver, fået læst historie og spist is! En skøn måde at begynde i skole på og i morgen er det så lige på og hårdt med skoledag fra kl. 8.00 til 13.30. Det er en lang skoledag for de små og med tid i DUS indtil vi kan hente, er jeg meget spændt på, hvordan hendes dag bliver i morgen. Det er nok en meget træt lille pige vi henter.

På fredag fylder hun 6 år, så der skal hun have cupcakes med til uddeling i klassen og på lørdag kommer den første del af familien til fødselsdagsfejring plus hendes gode veninde fra hendes gamle børnehave - det er uden tvivl en meget begivenhedsrig uge for hende, så på søndag skal vi absolut intet lave udover at have tøffetid, bage til ugen og hygge os!

Autisme og ADHD

Siden efteråret har E været igennem endnu en udredning. Skolen har holdt netværksmøder, været bekymret og hele tiden ment, at E kunne mere end som så, hvis bare der kunne komme mere ro på ham, så han kunne koncentrere sig.

I samarbejde med skolen og PPR blev E indstillet til udredning i psykiatrien endnu en gang og det mundede ud med en ADHD diagnose oveni autismen. E har ADHD i sådan en grad, at længerne mente det nødvendigt, at han skulle starte på medicin.

Det har været noget af en mavepuster for os. Vi var ikke helt forberedt på det og mest af alt, var vi, igennem hele forløbet, bange for, at de ville nå frem til at Elias i sin tid var blevet helt fejl-diagnosticeret og slet ikke havde autisme alligevel. "Heldigvis" var det ikke tilfældet overhovedet, men vi kunne så lige lægge et lag af udfordringer ovenpå.

ADHD og autisme er ikke to diagnoser, der spiller vældig godt sammen. Det er lidt ligesom hund og kat i én og samme person. Hjernen kører på overarbejde hele tiden; alle lyde og indtryk tages ind og hvis du samtidig er lydfølsom og har andre sansemæssige udfordringer, stiger stressniveauet til uanede højder og din krop og hjerne taler ikke sammen - så er det, der sker utilsigtede ting. 

Psykiatrien siger selvfølgelig, at ingen børn skal tvinges til at have medicin, hvis de ikke har brug for det, men i vores tilfælde, ville de anbefale, at det skulle afprøves. Vi tog lang tid om at summe og blev simpelthen også nødt til at tale med skolen om hans hverdag og hvad de reelt så og oplevede med E til hverdag. Vi have kigget på bivirkningerne ved den tilbudte medicin og det skræmte os faktisk også. Vi fik at vide, at bivirkningerne skulle kun være forbigående - hvis de ikke var det, så var det ikke den rigtige medicin for vores dreng.

E startede på medicinen for 3 uger siden. Vi var forberedt på det værste - vi var klar til at skulle forklare vores barn at den pille, der i mildeste tilfælde gav ham ondt i hovedet alligevel gjorde noget godt for ham og frygtede, at han ikke ville tage dem.

Men opstarten er gået forbløffende godt! Skolen melder, at det er en langt mere koncentreret dreng de arbejder med og hvor han før har haft brug for ene-undervisning for at kunne klare opgaverne, taler de nu om, at han måske så småt kan begynde at blive rykket ind i klassen igen sammen med de andre.
Den eneste bivirkning vi har haft er, at han har været længere om at falde i søvn om aftenen. Hvis det er den eneste bivirkning, kan vi godt leve med det, for så har vi andre værktøjer til at hjælpe med en hurtigere indsovning. Efter at E gik op i dosis, har vi også kunne mærke en forskel herhjemme om eftermiddagen. Vi har en roligere og mere eftertænksom dreng. Han taler stadig som et vandfald, men han taler tydeligere og det er mere velovervejet, det der kommer ud af munden på ham. Vi har opfølgningsmøde hos psykiatrien efter påske og er spændte på om de mener, at han skal øges i dosis eller vi kan blive på det niveau vi er nu.

Vi tager én dag ad gangen og føler os frem i den nye hverdag...

Theresa 5 år...

Tilbage i august blev vores mindste vildbasse 5 år gammel og lige pludselig var hun en stor pige...

Der er sket en kæmpe udvikling med hende det seneste år, dog kan vi ikke komme uden om, at hun har ændret sig en del siden vi flyttede til Vodskov tilbage i Marts og hun skiftede børnehave efter sommerferien. Hendes sensitive side er kommet mere tydeligt til udtryk. Hun tager virkelig mange indtryk til sig og mærker og føler alt omkring sig. Derfor har hun udfordringer med at fokusere på de ting hun skal, hun lader sig let aflede men på den anden side, er hun også god til at fordybe sig i ting som hun rigtig godt kan lide at lave.

Børnehaven var hurtigt ude allerede den første dag og spurgte om det havde været på tale i den gamle børnehave, at Theresa skulle skoleudsættes. Jeg var noget rystet, for det havde den gamle børnehave slet ikke givet udtryk for og efter samtaler med børnehave og PPR psykolog er der blevet lagt en plan for at hjælpe Theresa med at blive skoleparat på den bedst mulige måde.

Hun er glad for at gå i den nye børnehave. Hun har lige skulle se de andre an, men er gået helt ukritisk til starten i børnehaven. Hun har fået formet venskaber, hvilket er rigtig godt, da hun forhåbentlig skal gå i skole med mange af dem.

Theresas fødselsdag blev fejret af 3 omgange - på hendes fødselsdag og de efterfølgende to weekender af familien og så havde hun inviteret sin veninde fra børnehaven til at komme også en af dagene og hun blev så forkælet med gaver, kage, boller og kakao og nævnte jeg kage!

Theresa er en meget energisk og glad pige. Meget imødekommende og vil rigtig gerne hjælpe. Hun er god til at tage initiativ og men har også lidt svært ved at holde eget initiativ tilbage.

Når det kommer til at hjælpe i køkkenet går hun ikke af vejen og er meget stolt af at kunne hjælpe med stort og småt.

Der laves grøntsagsbrød

Vi har bagt kage

Der trilles pebernødder

Theresas julechokolade

Jeg nyder, at hun har lyst og bliver til stadighed overrasket over hendes evner og selvhjulpethed. Min lille store pige!

Nu skal jeg så småt til at forberede mig på, at hun bliver 6 år næste gang og skal starte i skole! Jeg er faktisk ikke helt sikker på, at jeg er klar til at hun skal blive så stor!