Min dreng - en kunstner...

Elias ELSKER at tegne og han gør det med stor passion! Det er hans bedste måde at kommunikere på. Gennem tegninger kan han fortælle, hvad han har oplevet i løbet af dagen, som han ellers ikke ville være i stand til at sætte ord på.

Vores store dreng er en rigtig historiefortæller og det skulle slet ikke undre mig, hvis han går ad kunstner vejen. På billedet her fortæller han, at han er ved at lave mad til os alle. Far slikker sig om munden, tigerdyr, der i baggrunden, har en skål fuld af lørdagsslik (vingummibamser), mor står og kigger kærligt og det lige foran mor er en fiskebowle med en guldfisk...

At Elias så ellers aldrig har lyst til at deltage i køkkenet og at vi ikke har en fisk, det spiller ingen rolle - det er en fantastisk historie og jeg ELSKER at han er så god til at illustrere følelser...

At huske på at huske...

Har du tænkt på, hvor meget af vores hverdag, der er automatiseret? Jeg har selv alle dage været planlæggertypen, der godt kan lide lister, kasser og bokse, og selvom jeg laver en to-do-liste, så ved jeg jo godt, hvor mange processer, der er i fx at smøre en rugbrødsmad til dig selv.

Tænk dig, hvis du, hver gang, du skal på toilettet, skal huske dig selv på, at først skal bukserne ned, så skal du sætte dig på toilettet, gøre det du skal, tørre dig, rejse dig, tage bukserne på, skylle ud, vaske hænder, tørre hænder og først der er dit toiletbesøg slut og du kan ikke huske processen til næste gang, så der starter du forfra igen...

Sådan er det med Elias. Nogle ting har han efterhånden fået indbygget som rutine, men det er ikke automatiserede handlinger hos ham og sandsynligheden for, at det bliver det er ganske lille. Vi gør, hvad vi kan for at hjælpe ham og vi har bl.a. på badeværelset støttebilleder for at hjælpe ham med at huske alle de skridt, han skal igennem fra start til slut på et toiletbesøg.

Det samme gælder, når han skal pakke sin taske for at komme i skole om morgenen og når han skal hjem igen. For at hjælpe ham med at huske at pakke madkasse, drikkedunk og måske svømmetøj eller andre ting der skal med, har vi lavet billeder og lamineret dem og hængt dem på en lille krog i hans taske.

Det virker nogle dage, at han får kigget på kortene - andre dage skal han lige have en hjælpende hånd, men det er godt for ham, at vi øver at få sådan nogle ting automatiseret. Det hjælper ham til at kunne klare tingene på egen hånd og selv om han efterhånden er en stor dreng nu, så er der bare ting, han ikke kan, som en almindelig dreng, på hans alder, godt ville kunne klare.

Så vi øver på at huske...

Elias 7 år

Denne dejlige dreng fyldte 7 år den 10. februar. Vores skønne Elias, som er varm og kærlig, nysgerrig, skarp på detaljen og helt igennem en glad dreng!

Det er lidt kliche-agtigt at blive ved med at sige, at jeg slet ikke forstår, hvor tiden er blevet af, men ikke destomindre er det sandt! Der er sket så meget både med ham og med os som familie i det seneste år. Skolen har været god for ham og han føre sig frem stolt og rank og 7 år!

Desværre var både Elias og jeg syge på hans fødselsdag og derfor nåede vi heller ikke at fejre med klassen. Vi havde ellers glædet os til at skulle ud på skolen og holde pokémon fest med hyggelige spil, gaver og kage, men det har vi til gode til en anden gang...

Fødselsdagen blev tilbragt under dynerne på sofaen, hvor vi så film, på værelset, hvor de nye pokémons skulle i kamp og vi fik afprøvet pokémon bingo, da vi var lidt friskere ud på eftermiddagen.

En virkelig hyggelig og rolig dag blev det til og Elias og jeg fik ro til at pleje vores sygdom. Heldigvis var der planlagt fødselsdagsfest weekenden efter for farmor og farfar og onkel, så der fik vi rig mulighed for at give den gas...

Godt nytår - status på julen...

Så er vi kommet godt ind i det nye år, startet op på arbejde, i skole og i børnehave igen og har endda haft ikke én men hele tre perioder med omgangssyge... Så kan det virkelig mærkes, at vi er i gang igen...

Jeg ville gerne lige følge op på julen og fortælle hvordan vores lidt anderledes jul forløb.

For ikke at blive bagud allerede fra morgenstunden, havde jeg dagen i forvejen forberedt noget af maden. Anden var blevet stegt, waldorfsalaten lavet og jeg havde valgt den nemme løsning med glaskartofler til de brunede kartofler og skrællet de almindelige hvide kartofler, så det var klar til at blive tilberedt først på eftermiddagen.

Vi havde lavet et skema for juleaften til Elias og forklarede ham, at der var indlagt pauser til ham, så han kunne få ro, når han havde brug for det.

Bordet blev dækket. Vi fik gjort os julefine. Julesnold blev fundet frem og der blev set juleafsnit af Frozen og af Trolls og alt muligt andet dejlig jule-tv mens vi ventede på Bedstemor og Bedstefar.

Så da bedsteforældrene endelig kom, var børnene mere end klar til, at der skulle fræses om juletræ og synges og åbnes gaver. Mine forældre kom lidt sent, så vi blev forsinket i forhold til den oprindelige tidsplan, men det passede nu meget godt alligevel i sidste ende og i år fik vi voksne ikke kold julemad...

Sanghæfterne kom frem, gaverne blev lagt under træet og så sang og dansede vi ellers i en lille halv time, før gaverne blev pakket ud. Ungerne fandt gaver på skift, gav dem til bedstefar, der læste op og fandt så den rette ejermand. De hyggede sig med det.

Elias havde svært ved, at der ikke kun var den ene gave fra os, som han selv havde været med ude at finde. Han blev lidt frustreret, fordi han bare havde tænkt på den ene gave og fordi han jo ikke vidste, hvad der så var i de andre gaver. Det gik dog over, da han pakkede den ene Pokemon-samleæske ud efter den anden og han kunne sidde og kigge på sine fine kort.

Jeg måtte i køkkenet for at gøre maden færdig og vi satte os til bordet kl. 16. Børnene spiste en smule af julemaden (Elias spiste kun de franske kartofler og ellers sit rugbrød) og da de var færdige gav de sig til at lege med deres gaver. Vi hyggede os med maden og nød at det hele ikke var så stresset for at nå det hele inden børnene skulle i seng.

Vi spiste risalamande omkring kl. 17.30, fik ryddet af bordet, snakket en masse og vi var klar til at putte ungerne kl. 19, som sædvanligt og mine forældre også var klar til at vende næsen hjemad og tage den lange tur til Vestjylland, fordi min mor skulle på job dagen efter.

Alt i alt en succes og det bliver helt sikkert sådan, vi kommer til at fejre jul for fremtiden. Der var en helt anden ro hele dagen og når man har et autistisk barn, som har meget svært ved at udholde spænding særligt længe ad gangen, så var det her helt ideelt!