FAMILIEN THORSEN PÅ SLAP LINE

Det er længe siden, jeg sidst opdaterede her på familie bloggen og der er sket virkelig meget i mellemtiden! Indlægget her var planlagt til at skulle være udgivet i maj sidste år, men der skete SÅ meget virkelig hurtigt og det har både været på den bedst tænkelige måde men bestemt også det modsatte. Vinteren herhjemme har taget hårdt på os. Det er som om nogen bare har taget den brede virus-pensel og malet tykt på, for vi har nærmest været lagt ned af sygdom uafbrudt nærmest siden starten af december! Deraf har overskuddet også været nærmest ikke eksisterende. Nu er der lige lidt luft på grund af vinterferie, men lige straks går det løs igen. I foråret sidste år tog vi en beslutning om aktivt at kigge efter hus. Vi var på et par fremvisninger og talte frem og tilbage med banken og vi fandt nærmest ved et tilfælde et dejligt hus, som vi godt kunne tænke os skulle være vores fremtidige hjem. Dagen før vi havde planlagt at skulle til en super spændende fremvisning måtte vi desværre sige f...

Der har været bragende stille her på bloggen siden efteråret og det har der været en rigtig god grund til. Vi har skrantet den ene efter den anden er bukket under for influenza, den ene forkølelse efter den anden og det har ligesom bare ikke ville tage nogen ende... Tilbage i november følte vi, at det hele voksede over hovederne på os, mindstebarnet var ked af sin medicin og hun blev ved med at tabe sig og trivedes slet ikke i skolen, så til sidst sagde psykiatrien stop og hun skulle holde en medicinpause for at se om hun så kunne tage det tabte på igen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været hårdt. Den første uges tid var det egentlig ok. Hendes appetit vendte faktisk tilbage lige med det samme og hurra for det! Men som ugerne gik, begyndte hendes vanskeligheder også at træde mere og mere i karakter og selv de simpleste ting blev svære for hende at håndtere og udføre. Så blev vi alle sendt hjem i midten af december til hjemmeskole og hjemmearbejde og det gav hende best...

Så sluttede efterårsferien også og vi er startet på fuld brag igen i dag... Vi kan godt mærke, at tilstanden så småt er ved at bevæge sig tilbage til "før Corona-tilstand" igen og det er både på godt og ondt... Det er selvfølgelig rart, at vi igen kan afholde forældremøder fysisk igen og at der kan stables nogle sociale arrangementer på benene, men vi kan mærke, at det der pres fra alle de forskellige arrangementer, fødselsdage osv. begynder at trykke. Vi er grundet vores situation nødt til at melde fra til mange af de ting i forvejen, men vi kan mærke, at overskuddet til at deltage i det, vi gør i forvejen, heller ikke rigtig er der.  For vores familie var det rigtig rart, at der ikke lå en forventning om, at der skulle deltages i vennespisning, forældrekaffe, forældrefester, julearrangementer, osv. fordi vi netop i forvejen kun har fyldt kalenderen op med dét, som der var overskud og plads til... Nu står vi her igen og det er svært at sige til sin 8-årige, at hun skal passe...

Sommerferien lakker mod enden og vi står snart over for et nyt skoleår, som på mange måder bliver meget anderledes end det forgangne. Vi startede de 3 første dage af sommerferien på psykiatrien med T. Vi har længe haft en mistanke om, at hun har nogle vanskeligheder udover det normale og hun har været meget presset det forgangne skoleår. Hyperaktivitet, vanskeligheder ved at holde eget initiativ tilbage og fokusere på opgaver og beskeder, bliver meget let afledt og hurtigt meget irriteret over andres larm, selvom hun selv taler som et vandfald. Det endte med en ADHD diagnose, som lægen slet ikke var i tvivl om og endda udtrykte er i ret svær grad. Selvom vi havde mistanken, så er det altså virkelig svært at få at vide, at ens barn har et handicap. Vi ringede rundt til familien og fortalte det og det var lidt af en mavepuster, da nogen i familien mente, at den diagnose ikke helt kunne passe og at hun da bare er et helt normalt barn med krudt i måsen. Lige så meget som jeg ville ønske, a...

Siden efteråret har E været igennem endnu en udredning. Skolen har holdt netværksmøder, været bekymret og hele tiden ment, at E kunne mere end som så, hvis bare der kunne komme mere ro på ham, så han kunne koncentrere sig. I samarbejde med skolen og PPR blev E indstillet til udredning i psykiatrien endnu en gang og det mundede ud med en ADHD diagnose oveni autismen. E har ADHD i sådan en grad, at længerne mente det nødvendigt, at han skulle starte på medicin. Det har været noget af en mavepuster for os. Vi var ikke helt forberedt på det og mest af alt, var vi, igennem hele forløbet, bange for, at de ville nå frem til at Elias i sin tid var blevet helt fejl-diagnosticeret og slet ikke havde autisme alligevel. "Heldigvis" var det ikke tilfældet overhovedet, men vi kunne så lige lægge et lag af udfordringer ovenpå. ADHD og autisme er ikke to diagnoser, der spiller vældig godt sammen. Det er lidt ligesom hund og kat i én og samme person. Hjernen kører på overarbejde hele ti...