Siden efteråret har E været igennem endnu en udredning. Skolen har holdt netværksmøder, været bekymret og hele tiden ment, at E kunne mere end som så, hvis bare der kunne komme mere ro på ham, så han kunne koncentrere sig.
I samarbejde med skolen og PPR blev E indstillet til udredning i psykiatrien endnu en gang og det mundede ud med en ADHD diagnose oveni autismen. E har ADHD i sådan en grad, at længerne mente det nødvendigt, at han skulle starte på medicin.
Det har været noget af en mavepuster for os. Vi var ikke helt forberedt på det og mest af alt, var vi, igennem hele forløbet, bange for, at de ville nå frem til at Elias i sin tid var blevet helt fejl-diagnosticeret og slet ikke havde autisme alligevel. "Heldigvis" var det ikke tilfældet overhovedet, men vi kunne så lige lægge et lag af udfordringer ovenpå.
ADHD og autisme er ikke to diagnoser, der spiller vældig godt sammen. Det er lidt ligesom hund og kat i én og samme person. Hjernen kører på overarbejde hele tiden; alle lyde og indtryk tages ind og hvis du samtidig er lydfølsom og har andre sansemæssige udfordringer, stiger stressniveauet til uanede højder og din krop og hjerne taler ikke sammen - så er det, der sker utilsigtede ting.
Psykiatrien siger selvfølgelig, at ingen børn skal tvinges til at have medicin, hvis de ikke har brug for det, men i vores tilfælde, ville de anbefale, at det skulle afprøves. Vi tog lang tid om at summe og blev simpelthen også nødt til at tale med skolen om hans hverdag og hvad de reelt så og oplevede med E til hverdag. Vi have kigget på bivirkningerne ved den tilbudte medicin og det skræmte os faktisk også. Vi fik at vide, at bivirkningerne skulle kun være forbigående - hvis de ikke var det, så var det ikke den rigtige medicin for vores dreng.
E startede på medicinen for 3 uger siden. Vi var forberedt på det værste - vi var klar til at skulle forklare vores barn at den pille, der i mildeste tilfælde gav ham ondt i hovedet alligevel gjorde noget godt for ham og frygtede, at han ikke ville tage dem.
Men opstarten er gået forbløffende godt! Skolen melder, at det er en langt mere koncentreret dreng de arbejder med og hvor han før har haft brug for ene-undervisning for at kunne klare opgaverne, taler de nu om, at han måske så småt kan begynde at blive rykket ind i klassen igen sammen med de andre.
Den eneste bivirkning vi har haft er, at han har været længere om at falde i søvn om aftenen. Hvis det er den eneste bivirkning, kan vi godt leve med det, for så har vi andre værktøjer til at hjælpe med en hurtigere indsovning. Efter at E gik op i dosis, har vi også kunne mærke en forskel herhjemme om eftermiddagen. Vi har en roligere og mere eftertænksom dreng. Han taler stadig som et vandfald, men han taler tydeligere og det er mere velovervejet, det der kommer ud af munden på ham. Vi har opfølgningsmøde hos psykiatrien efter påske og er spændte på om de mener, at han skal øges i dosis eller vi kan blive på det niveau vi er nu.
Vi tager én dag ad gangen og føler os frem i den nye hverdag...
I samarbejde med skolen og PPR blev E indstillet til udredning i psykiatrien endnu en gang og det mundede ud med en ADHD diagnose oveni autismen. E har ADHD i sådan en grad, at længerne mente det nødvendigt, at han skulle starte på medicin.
Det har været noget af en mavepuster for os. Vi var ikke helt forberedt på det og mest af alt, var vi, igennem hele forløbet, bange for, at de ville nå frem til at Elias i sin tid var blevet helt fejl-diagnosticeret og slet ikke havde autisme alligevel. "Heldigvis" var det ikke tilfældet overhovedet, men vi kunne så lige lægge et lag af udfordringer ovenpå.
ADHD og autisme er ikke to diagnoser, der spiller vældig godt sammen. Det er lidt ligesom hund og kat i én og samme person. Hjernen kører på overarbejde hele tiden; alle lyde og indtryk tages ind og hvis du samtidig er lydfølsom og har andre sansemæssige udfordringer, stiger stressniveauet til uanede højder og din krop og hjerne taler ikke sammen - så er det, der sker utilsigtede ting.
Psykiatrien siger selvfølgelig, at ingen børn skal tvinges til at have medicin, hvis de ikke har brug for det, men i vores tilfælde, ville de anbefale, at det skulle afprøves. Vi tog lang tid om at summe og blev simpelthen også nødt til at tale med skolen om hans hverdag og hvad de reelt så og oplevede med E til hverdag. Vi have kigget på bivirkningerne ved den tilbudte medicin og det skræmte os faktisk også. Vi fik at vide, at bivirkningerne skulle kun være forbigående - hvis de ikke var det, så var det ikke den rigtige medicin for vores dreng.
E startede på medicinen for 3 uger siden. Vi var forberedt på det værste - vi var klar til at skulle forklare vores barn at den pille, der i mildeste tilfælde gav ham ondt i hovedet alligevel gjorde noget godt for ham og frygtede, at han ikke ville tage dem.
Men opstarten er gået forbløffende godt! Skolen melder, at det er en langt mere koncentreret dreng de arbejder med og hvor han før har haft brug for ene-undervisning for at kunne klare opgaverne, taler de nu om, at han måske så småt kan begynde at blive rykket ind i klassen igen sammen med de andre.
Den eneste bivirkning vi har haft er, at han har været længere om at falde i søvn om aftenen. Hvis det er den eneste bivirkning, kan vi godt leve med det, for så har vi andre værktøjer til at hjælpe med en hurtigere indsovning. Efter at E gik op i dosis, har vi også kunne mærke en forskel herhjemme om eftermiddagen. Vi har en roligere og mere eftertænksom dreng. Han taler stadig som et vandfald, men han taler tydeligere og det er mere velovervejet, det der kommer ud af munden på ham. Vi har opfølgningsmøde hos psykiatrien efter påske og er spændte på om de mener, at han skal øges i dosis eller vi kan blive på det niveau vi er nu.
Vi tager én dag ad gangen og føler os frem i den nye hverdag...
Kommentarer
Send en kommentar