lørdag den 15. december 2012

Farmor har givet mor nogle vældig fine julekugler... De er herlige at lege med!

tirsdag den 11. december 2012

December og julesne...


Så har vi igen skiftet måned og der er sket en hel masse... Udover at vi har lagt under for sygdom en del på det sidste og alt hvad dertil hører, så har vi også haft masser af besøg, vi har haft glæde af al den sne der er faldet og fundet ud af, at Elias er modtagelig overfor andet end Timmy efterhånden... DET er stort... Han kan både godt lide Tom & Jerry og Bamse & Kylling, så han er da vidst der hvor han skal være... bortset fra sproget altså - men han har jo haft så travlt med at udvikle alt det motoriske, at sproget har ladet vente på sig, men det er ikke ensbetydende med, at han ikke forstår eller kan udtrykke sig. Elias er lynendes intelligent og så sent som i går fik vi stor ros i legestuen for hvor god han er til at rydde op og så vokser man jo en meter eller to...

Men siden sidste indlæg har der, som sagt, været nok at se til. Jeg er startet i en rigtig god virksomheds-praktik og mit største juleønske i år er, at de har lyst til at beholde mig efter den slutter. Det kunne være så fantastisk! Så hverdagene herhjemme har set noget anderledes ud de sidste 3 uger og vi skal lige vænne os til at have nye rutiner. De er ikke helt på plads endnu, men det skal nu nok komme...

Ellers startede vi december med at have besøg af begge hold bedsteforældre og sikke en hyggelig weekend! Først kom bedstemor og bedstefar og vi var på julemarked, hvor Elias og bedstemor tog sig en tur i julemandens kanetog...


Elias hyggede sig vældigt med den tur og ville slet ikke af igen! Han blev simpelthen så stiktosset og var meget utilfreds...


Resten af aftenen hyggede han sig med både bedstefar og onkel Kenneth og legede med duplo lige indtil han skulle i seng - der var han også godt brugt...

Lørdag skulle far på arbejde, men så kom farmor og farfar for at hygge om os. Vi kørte en tur i byen mens Elias sov i barnevognen og fik købt en masse julegaver og farmor havde den store tegnebog med, så Elias fik noget lækkert nyt tøj. Så har han også noget at have på juleaften...

Elias nød, at farmor og farfar havde taget Tilde med - han knus-elsker hende og morer sig vældigt med at fodre hende (læs: kaste hendes foder til hende, så hun løber forvildet rundt og leder efter det...) og ae hende...




Det er dejligt at farmor har lyst til at sidde på gulvet og læse med mig - knapt så lækkert at Tilde så lige synes at mine ører også smager godt...

Søndag morgen gik turen over til oldemor, hvor vi også spiste morgenmad sammen med farmor og farfar inden de skulle vende snuden hjemad mod Skjern. Det var lige samme weekend, hvor sneen begyndte at falde. Dog var det ikke så slemt der...

Den rigtige sne faldt først sidste weekend... Vi skulle selvfølgelig ud og opleve sneen , far havde købt en slæde og med Elias godt pakket ind travede vi ud i byen for at finde en god kælkebakke... Ikke så langt hjemmefra ligger der en skater-bane, hvor forholdene til at kælke var ideelle og vi gjorde så hold her og brugte de næste tre kvarter på at hygge os her...






Elias's første slædetur var et hit! Han var simpelthen så vild med at køre i slæde og ville bare have mere! Han blev rigtig gal, da han skulle ud af slæden, da vi kom hjem og synes heller ikke det var spor morsomt, at han skulle ud af flyverdragten, for det kunne jo være vi skulle ud lige om lidt igen for at tage endnu en tur... Om søndagen, hvor der var blevet lovet snestorm opad dagen og far var kaldt på arbejde gik Elias og jeg os en tur om formiddagen - ham i slæden og mig som "rensdyr" og så gik den ellers gennem Aalborgs snedækkede gader - en rigtig god tur tog vi os og da vi så kom hjem hyggede vi rigtig under tæpperne da sneen tog til og vi sad og kiggede ud af vinduerne...

Men allerede fra morgenen af var der hygge med far under dynen til morgen-tegnefilm...


Gad vide hvem af de to, der nyder det allermest... Det ser i hvert fald rigtig hyggeligt ud...

December blev også tiden, hvor Elias for første gang smagte risengrød... Uhmmmm sagde han meget højt og smilede over hele femøren, men hvor skal man dog koncentrere sig for at få noget rigtigt op på skeen og så skal far da også lige puste... mon han nu gør det rigtigt...




Risengrøden er også godkendt, hvis den dog ikke er for varm og man får lov til at spise den helt selv! Elias er i det hele taget begyndt at blive endnu mere selvstændig og vil også gerne spise både havregryn med mælk og sin havregrød selv... Det giver stadig et værre griseri, men hvordan skal han ellers lære det...

Om morgenen hygger han og jeg inden jeg skal ud ad døren og åbner kalenderpakker fra bedstemor og bedstefar... Det er vidst morgenens højdepunkt, når han skal hen og se, hvad der er i sokken - han ved i hvert fald godt, at der er noget nu...

mandag den 12. november 2012

De første lokker faldt...

Så oprandt dagen hvor Elias skulle have sin første klipning... Den har egentlig været længe undervejs men er blevet aflyst og udsat pga sygdom, så vi turde ikke rigtig tro på det var i dag, da vi skulle af sted tidligt i morges... Og tidligt var det... Kl. 8 gik vi hjemmefra og måtte tage turen til fods over broen, da bussen simpelthen ikke kører mellem kl kvart i otte og kl kvart over ni på lørdage! Løses det var en kold fornøjelse, men vi nåede frem i tide omend lidt forfrosne... Dog ikke Elias, han sad jo i sin klapvogn og var pakket rigtig godt ind i sit hjemmelavede køretæppe... Vi var så spændte på hvordan det skulle gå, om han ville sidde stille, hvad ville han sige til Lisbeth og reagere på det hele... Men han udforskede salonen, hilste på Lisbeth og kom så op på flyveren at sidde... En rigtig fin stol specielt lavet til børn, han fik et slag på og så skulle klipning ellers påbegyndes... Han sad bestemt ikke stille - tværtimod... Han rykkede frem og tilbage på flyveren, trykkede vildt og voldsomt på båthornet, stjal Lisbeths kam men hyggede sig vidst gevaldigt mens det hele stod på... Ingen skrig eller gråd - så det kalder vi en succes... Men til den hampre pris går der nok et stykke tid inden vi svinger et tur forbi frisøren igen... Dagens billeder skal i da heller ikke snydes for...

 

torsdag den 4. oktober 2012

En miniferie i billeder

Nu er det ved at være små 14 dage siden vi var af sted i sommerhus med svigerfamilien i Bjerregaard i Vestjylland og jeg synes da lige, at jeg vil vise lidt billeder fra vores tur derned. Vi havde nogle rigtig hyggelige dage og nød også selskabet af familiens nygifte par. Der blev spist, hygget, gået lange ture, kørt ture, spist lidt igen, spillet, set lidt tv, spist endnu mere og snakket en hel masse! Det er sådan vi kan lide det i vores familie!







fredag den 14. september 2012

En Augustmåned gik - del 2

Så fortsætter vi lige følgetonen med at fortælle, at vi var så heldige at få besøg af Bedstemor og Bedstefar, da de havde ferie i August. Elias hyggede sig vældigt med dem og selvom det var Bedstemor, da havde de fine klodser med, så var det altså Bedstefar, der var sjovest at lege med...


Det var en rigtig dejligt at have besøg af Bedstemor og Bedstefar og vi nåede da også lige en tur forbi genbrugsbutikkerne i området, hvor jeg ENDELIG fik fundet de lamper jeg sådan havde manglet... Nu er der altså lys over krea-hjørnet, Far har lys til når han maler og så blev det til endnu en lampe, som lige skal slibes ned og males, det skal der bare lige blive tid til at få gjort...

I løbet af måneden fik vi endnu en gang bevist hvor stor en vandhund Elias er og han ELSKER sit badekar, men knapt så meget når mor tager billeder...


og måske ikke alligevel, for så svært var det heller ikke at lokke bare et lille smil ud af ham til sidst, den lille charmetrold...


August blev også måneden blev også måneden, hvor Elias knækkede koden til at kravle op på sofaen, ja og længere op i vinduet endda! Her har vi fanget ham i aktion...



Han synes det er vældig sjovt at kravle derop og gemme sig bag gardinet... Jeg skal måske lige huske at tilføje, at vinduet nu er blevet hamitisk lukket med strips, så den lille bøf ikke kan få lukket dem op - der er jo stadig et stykke til jorden, selvom man bor i stue-etagen!

Det blev også til nogle små udflugter og den unge herre vil da selv have sin rygsæk på og helst transportere sig selv på gå-ben og gerne skubbende med klapvognen foran sig...



Ja og så lærte man da også lige selv at kravle op på spisebordsstolene og sætte sig tilrette - her er det foran computeren lige ved siden af Far med Tigerdyr trofast ventende ved siden af...


Der er sket rigtig meget i August måned generelt. Der er begyndt at komme antydninger af flere ord og munden står da heller ikke stille på den unge herre alt for længe ad gangen. Han kan både fortælle, argumentere, brokke sig og skælde vældig meget ud... Den får ikke for lidt! Det er herligt at se ham vokse sig stor, selvom man nogle gange drømmer sig tilbage til baby-tiden, hvor han bare kunne ligge og pludre og ikke kunne røre sig ud af pletten - nu sidder han ganske enkelt ikke stille ret længe ad gangen. Der er ild i rumpen herhjemme og jeg har på fornemmelsen, at det kun bliver værre!

mandag den 3. september 2012

En Augustmåned gik - del 1...

Der sker simpelthen så meget herhjemme lige for tiden, at det næsten ikke er til at følge med til at få opdateret om det... Ikke kun med Elias, men jeg pønser nu også på en del sager og går og rumstere... Mest på et kreativt plan lige nu, men også på et forhåbentlig snarligt professionelt plan...

Siden ferien har vi fået indviet legeværelset, som vi har lavet i soveværelset. Det er nu rart at have et sted, hvor Elias kan være uden at kunne lave ALT for mange ulykker eller selv komme til skade mens vi har praktiske gøremål...


Vi har også haft et kort visit først i august af Farmor og Farfar... Vi havde en dejlig dag mens de var her og fik hygget rigtig igennem... Farmor havde gaver med, lækkert tøj og noget af det endda hjemmestrikket og rigtig fint - det glæder vi os til at få brugt, når det bliver køligere i vejret... Vi begav os en tur rundt i byen, hvor farmor og farfar gav is og drikke, vi fandt en plads midt i solen og hyggede os lidt der...


Elias hyggede sig også lidt med Tilde, så længe de var her:

 Her deler de lige en håndfuld havrefras... Jo jo min søn er skam gavmildheden selv...

Weekenden efter besøget fra Farmor og Farfar besluttede vi os for, at om søndagen ville vi ud og spise sammen alle sammen for første gang og valget faldt på Klostertorvets Brunch, som må siges at være ganske børnevenlig. Elias nød det i hvert fald i fulde drag og vi fik alt hvad vi kunne spise og lidt mere til...


Om eftermiddagen efter middagsluren var godt overstået, var der bare krudt i måsen på den unge herre, så jeg måtte trække os begge i tøjet og smutte en tur ned i haven og nyde det gode vejr... Elias elsker (ligesom mange andre børn) sand og vi er så heldige, at overboerne har fået sat en sandkasse op, som vi gerne må benytte os af og lidt andet legetøj deslige...




Vi var ude i tre kvarter og så skulle vi op og lave aftensmad... Alt i alt en rigtig dejlig weekend også...




Sommerferie 2012 - del 2

Ja, jeg er kommet lidt bagefter i beretningerne, så der kommer lige lidt tilbage fra vores sommerferie til trods fr at vi nu skriver September allerede!

Efter nogle dage i Vestjylland vedte vi snuden tilbage til Aalborg, hvor resten af ferien skulle bruges på at få styr på nogle ting i lejligheden og lave lidt hyggelige ting sammen med Elias.


Det blev til mange lange og hyggelige bade med alle badedyrene og panda-svampen ikke at forglemme...

Vi poserede lidt for far og kameraet

 Elias spiste sin første nektarin - det frister jo, når der ligger så meget lækker frugt frit tilgængeligt, mens man sidder på køkkenbordet og hygger sig og man vil også gerne dele med mor:





Ellers gik ferien med at tage et smut i svømmehallen for første gang siden Elias var til babysvømning og det var en KÆMPE succes! Han ELSKEDE det og vi var derovre en hel time...

Vi nød vejret med en tur ned til springvandet på Toldbods Plads:


 Og spiste dejlig mad hele ugen herhjemme - en af Elias' favoritter: Forloren Hare med kartofler og brun sovs, gerne med rødbeder eller syltede drueagurker også (var der nogen, der sagde, at han slægtede sin far på...)


 Alt i alt havde vi en rigtig dejlig ferie - nu ser vi frem til den næste miniferie vi skal på i slutningen af september...


onsdag den 11. juli 2012

Sommerferie 2012 - del 1

Første delen af vores sommerferie startede med en forlænget weekendtur til det vestjyske. Vi boede hos Bedstemor og Bedstefar og havde nogle rigtig dejlige dage. Farmor og farfar var desværre blevet syge, så dem så vi kun kort inden vi satte kursen mod nord igen.

Søndag formiddag hentede vi en ny autostol til Elias - han var vokset ud af den anden og vi kunne ikke bære tanken om at han skulle sidde så dårligt hele vejen. Vi fandt også ud af, at når man køre med sådan en lille en skal der holdes flere pauser, så han kan komme ud af stolen - det endte med, at vi måtte holde ind, da der skulle tankes for at få ham i andet tøj, da han var fuldstændig gennemsvedt. Ja, vi har et meget varmt barn. Ellers gik turen godt og vi fik en dejlig modtagelse af Bianca, da vi nåede Faster.

Søndag eftermiddag brugte Elias på at lege med ALT det legetøj Bedstemor har fået skrabt sammen og vi skulle da også afprøve noget af det ude i haven og lege med hunden også også alt i mens bedstefar fanger nogle sjove øjeblikke med videokameraet - her er vores lille movie-star


Han fik både hjulpet Bedstefar med at slå græsset ordenligt, der hvor han lige havde "glemt" det...


Elias var også en tur i blomsterbedet - det skulle åbenbart også have en tur...


Bianca skulle bestemt heller ikke glemmes da...


Elias var så med bedstefar rundt udenfor mens bedstemor lavede aftensmad og mor og far fik sig en velfortjent lur. Elias var MEGET træt, da han blev lagt i seng søndag aften. Dog måtte han op til mor og far og putte midt på natten, da han ikke rigtig kunne finde ud af hvor han var henne og det var bestemt ikke den seng han plejede at sove i heller. Det var nu lidt hyggeligt...

Mandag morgen TIDLIGT ville den bette op og hilse på hele huset. Vi hyggede, legede med legetøjet i stuen og spiste en lækker omgang morgenmad. Elias nåede lige at sige hej til bedstemor og bedstefar inden de skulle af sted på job og så kunne han tage sig en lille lur bagefter. Senere gik turen mod Legoland - Elias' første tur også den første længere tur for den nye klapvogn. Lidt billeder fra dagen må vidst være på sin plads her:

Hyp hyp far!

Elias håber på at far vinder noget rigtig fint med de billetter der!
Min største skat i den kiste der!

Her er vi en tur i duploland - der skal afprøves lidt af hvert! Kassen med klodser var dog tom!

i løvens gab...
Det var en hyggelig dag i Legoland, men vi lærte også noget af det. Elias var lidt for lille til sådan en tur på nuværende tidspunkt. Han kunne knapt nok prøve noget og så gad han ikke sidde fastspændt i klapvognen så længe ad gangen. Dernæst fandt vi også ud af hvor dyr og DÅRLIG maden er i Legoland! Næste gang vi tager sådan en tur, så skal Elias været noget ældre OG vi tager selv maden med hjemmefra! Så er vi da sikre på at vi ikke bliver flået og får en dårlig kulinarisk oplevelse...

På vejen hjem slog vi et smut forbi farmor og farfar, bare lige for at sige hej. De blev rigtig glade for at se os og vi havde da også en lille hyggelig stund inden vi skulle videre tilbage til bedstefar og bedstemor og have medister til aftensmad. Ihh hvor Elias spiste! Han var VILD med både pølsen og bedstemors brune sovs og igen faldt han hurtigt i søvn efter en lang begivenhedsrig dag. Og igen havde han brug for at sove hos mor og far... Tirsdag hyggede vi hos hjemme hos bedstefar og bedstemor, lavede mad til de kom hjem fra arbejde og om eftermiddagen blev vi kørt til Herning for at tage bussen hjem til Aalborg igen. Det var en lang og lettere prøvende tur, men det gik og vi kom godt hjem...

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...