Jamen det er da en naturens gang...

... ja, det har jeg da været overbevist om hele tiden - altså lige indtil jeg fødte og gik på barsel... Det der med at skulle til at aflevere sit barn i dagpleje/vuggestue er en grum realitet, som er ved at vise sit grimme ansigt herhjemme og jeg bryder mig bestemt slet ikke om det!

Der er nu kun 2 måneder til Elias skal starte i dagpleje (eller vi skal da lige have en plads til ham inden) og jeg har på fornemmelsen, at det bliver væsentligt hårdere for mig end for ham (eller det håber jeg da) og øjnene løber næsten i vand, når jeg tænker på alle de ting, som han lære og laver i dagplejen, som jeg går glip af! Men jeg må sige til mig selv, at det både er for hans og mit bedste - på den måde vokser vi begge - han i en tid fyldt med skønne nye oplevelser sammen med andre børn og jeg forhåbentligt i et job og omgang med omgivet af dejlige kollegaer.

Det bliver hårdt - no doubt about it og det er bare noget vi skal igennem - men jeg havde dog aldrig troet, at jeg - som altid har stræbt efter at være karrierekvinde - skulle have lyst til at smide håndklædet i ringen, inden jeg overhovedet har fået mit første reelle job og erklære, at jeg vil være hjemmegående mor, for jeg kunne slet ikke holde den tanke ud at overlade min lille baby til andre..

Et eller andet sted er det vel nok noget mange mødre går igennem med deres første barn, men bliver det nogensinde nemmere??? Jeg skal i hvert fald nok være den der møder tidligere ind på arbejde, for hurtigere at kunne få fri igen til at hente min lille Elias - det er nemlig den ordning vi får herhjemme - far aflevere, fordi han møder senere, mens mor henter igen... en lousy fordeling mener far, men det kan ikke blive anderledes, for han har ikke mulighed for at hente mere end én dag om ugen, men det skal han så til gengæld også have lov til!

Helt ærligt! Hvem ville ikke have lyst til at blive hjemme hos sådan et par gavtyve her...

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Autisme...

Dette indlæg har været undervejs længe... RIGTIG længe... Vi har lige passeret årsdagen for Elias' start i børnehave og der er sket virkelig meget over det sidste år med hans udvikling. Han har haft godt af at komme i børnehave - hans udvikling både socialt og sprogligt er eksploderet og det giver os hver dag håb for, at det nok skal gå. På grund af sin autisme, har Elias brug for voksenstøtte igennem sin dag, for at kunne komme helskindet igennem den. Nogle dage mere end andre og det samme gælder herhjemme. Det er en udfordring, når vi også har Theresa på bare 1½ år, som også har brug for at være lille og for at få al den støtte hun behøver for at kunne begå sig her i verden... Det er også snart et år siden Elias fik sin diagnose. Vi har brugt tiden på at lade det synke ind, prøvet på at forstå, hvad det betyder for Elias og for os som familie og det har sat så mange tanker i gang, at de slet ikke har været til at styre. Jeg har været i de mørkeste afkroge af mit sind...

Læs mere

Nye tilstande og nyt skoleår banker på døren

Sommerferien lakker mod enden og vi står snart over for et nyt skoleår, som på mange måder bliver meget anderledes end det forgangne. Vi startede de 3 første dage af sommerferien på psykiatrien med T. Vi har længe haft en mistanke om, at hun har nogle vanskeligheder udover det normale og hun har været meget presset det forgangne skoleår. Hyperaktivitet, vanskeligheder ved at holde eget initiativ tilbage og fokusere på opgaver og beskeder, bliver meget let afledt og hurtigt meget irriteret over andres larm, selvom hun selv taler som et vandfald. Det endte med en ADHD diagnose, som lægen slet ikke var i tvivl om og endda udtrykte er i ret svær grad. Selvom vi havde mistanken, så er det altså virkelig svært at få at vide, at ens barn har et handicap. Vi ringede rundt til familien og fortalte det og det var lidt af en mavepuster, da nogen i familien mente, at den diagnose ikke helt kunne passe og at hun da bare er et helt normalt barn med krudt i måsen. Lige så meget som jeg ville ønske, a...

Læs mere

En lang stille periode... læser du stadig med?

Det er over et år siden, vi sidste gang kunne give en lille beretning om stort og småt herinde. Vi er efterhånden ved at finde os tilrette i livet som husejere, men det er jo ikke nogen lille opgave og der opstår hele tiden ting og sager, som skal håndteres og ikke mindst idéer til hvad vi kunne gøre for at optimere, forskønne og forbedre rundt omkring både ude og inde... Vi har også måtte investere i både ny ovn og ny (brugt) bil i årets løb. Det tager jo noget på opsparingen, men hvor har det dog været rart, at have råd til det uden at smadre vores økonomi på det. Næste år skal der spares flere penge frem til både udbedringer og indkøb til den nye terrasse. I år har vi fundet en anden ro i, at begge vores børn er velplaceret rent skolemæssigt og yngstebarnet er endda på vej i trivsel. Det har været hele kampen værd. Nu står vi overfor den næste periode, hvor teenageårene begynder at brage derudaf og jeg har lidt på fornemmelsen, at det bliver lidt ligesom dengang børnene var små...

Læs mere

FAMILIEN THORSEN PÅ SLAP LINE

Søg i denne blog