Gå videre til hovedindholdet

Åbent hus hos Sundhedsplejerskerne & Dagplejebesøg

Det har været en mægtig begivenhedsrig uge vi er ved at afslutte... Thomas er startet på arbejde igen, Elias og jeg har været småsyge og så har vi lavet en hel masse spændende i løbet af ugen.

Mandag formiddag tog Elias og jeg til Åbent Hus nede hos Sundhedsplejerskerne i stedet for til babysvømning. Jeg var sløj og havde det ikke godt med at skulle i vandet med ham, så vi ville hellere ned og se hvad det var for noget det åbent-hus-værk... Elias have lidt problemer med at falde i søvn om formiddagen, men lige så snart jeg lagde ham i barnevognen og kørte gik han ud som et lys! Jeg ordnede lige nogle ærinder, så han kunne få lov at sove og derefter smuttede vi ned og at kigge... Der stod en hær af barnevogne, da vi kom derned og det var næsten ikke til at få plads nogen steder... Men vi fik parkeret og kom indenfor. Der var rigtig mange dernede... både mødre og fædre og deres små pus. Elias fik gjort sig bekendt med nogle af de små piger dernede og charmede dem alle! Han begik sig utrolig godt dernede og klarede den time, vi var der, rigtigt fint... han faldt da også i søvn igen på vejen hjem, så det har bestemt drænet ham for energi, at skulle forholde sig til alle de mennesker, men han klarede det godt!

Vi fik i sidste uge et pladstilbud til Elias hos en dagpleje i Nørresundby, så der var vi ovre i onsdags for at snakke og se om det var noget for Elias og det var det bestemt. Han befandt sig rigtig godt og kunne godt lide omgivelserne og ikke mindst Karin, som bliver hans dagplejemor. Han mødte også Isabella, som er 1½ år gammel - hun var helt vild med Elias og aede ham på hovedet og synes han var mægtig sød... Det lyder som om at Elias bliver den yngste i flokken, men han skal nok kunne følge med de andre, så travlt som han har i forvejen... Så til november starter Elias i dagpleje i Nørresundby... Det skal nok blive spændende...

Torsdag havde vi besøg af Christina og hun og Elias hyggede sig gevaldigt sammen :) Hun var så sød at tilbyde at køre os i Storcentret i fredags, så vi kunne komme ud og købe diverse ting og sager i Bilka og Stof & Stil. Det var bare SÅ hyggeligt og dejligt med liftet, for det havde været en udfordring at skulle slæbe alt det hjem, som vi skulle have... Egentlig var det ikke så mange ting, men det fyldte meget, så med både det og barnevognen havde det været sin sag at få det med hjem i bussen... Jeg købte en Slee Bee (en sove/kørepose) til Elias, som vi håber at få brugt en hel del her i løbet af vinteren og ikke mindst når han får klapvogn, den kan nemlig også bruges som kørepose til den!

I Stof & Stil fik jeg købt lidt mønstre - et strikkemønster til min svigermor, som gerne vil give mig den poncho, som jeg har ønsket mig i julegave... Ihh jeg glæder mig allerede til den er færdig! Ellers fik jeg købt et mønster på en heldragt og en kjole, nogle fine knapper og kantbånd... Jeg stoppede der, men jeg kunne have købt hele butikken! Jeg glemte at købe et mønster på en hynde til Elias' Trip Trap stol, så jeg skal derud igen, for det kunne være rart at have noget at skifte mellem, så den han sidder med nu også kan blive vasket... Den er efterhånden ved at være godt smurt ind i grød og mos!

Det var hvad vores uge er gået med... Lige nu tror jeg det er tid til en lur mens Elias også tager sig en, for søvn er det ikke blevet til meget af i løbet af ugen... Elias spiser stadig en gang om natten og selvom det ikke er mig, der giver flaske der, så skriger han alligevel så meget at min søvn også bliver ødelagt og når han så insistere på, at vi står op kl 5.45 herhjemme, så bliver det til noget søvnunderskud må jeg sige...

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

En lang stille periode... læser du stadig med?

Det er over et år siden, vi sidste gang kunne give en lille beretning om stort og småt herinde. Vi er efterhånden ved at finde os tilrette i livet som husejere, men det er jo ikke nogen lille opgave og der opstår hele tiden ting og sager, som skal håndteres og ikke mindst idéer til hvad vi kunne gøre for at optimere, forskønne og forbedre rundt omkring både ude og inde... Vi har også måtte investere i både ny ovn og ny (brugt) bil i årets løb. Det tager jo noget på opsparingen, men hvor har det dog været rart, at have råd til det uden at smadre vores økonomi på det. Næste år skal der spares flere penge frem til både udbedringer og indkøb til den nye terrasse.  I år har vi fundet en anden ro i, at begge vores børn er velplaceret rent skolemæssigt og yngstebarnet er endda på vej i trivsel. Det har været hele kampen værd. Nu står vi overfor den næste periode, hvor teenageårene begynder at brage derudaf og jeg har lidt på fornemmelsen, at det bliver lidt ligesom dengang børnene var små...

Den bedste julegave man kunne tænke sig...

I hvert fald, hvis man står uden job, er vel at lande jobbet... Jeg har været til et utal af samtaler de sidste 3 måneder og ganske ud af det blå, blev jeg ringet op og inviteret til samtale på en stilling, som jeg egentlig havde søgt i sommer, men fået et afslag på. De skulle nemlig bruge en barselsvikar. Jeg var så heldig at lande jobbet og starter i det nye år som Senior AML Officer hos Spar Nord bank. Det er bare en fancy titel for det arbejde, jeg skal varetage som anti-hvidvask rådgiver. Det er et helt nyt retsområde for mig, men jeg glæder mig til at få fingrene dybt ned i det og nørde lidt for én gangs skyld frem for at skulle sprede mig over flere områder. Jeg kan rigtig godt lide at arbejde med mange forskellige juridiske områder, men kunne godt mærke at det sidste år, hvor jeg fik lov til at arbejde intenst med GDPR, tændte en gnist i mig for at få lov til at blive lidt mere specialiseret igen. Jeg ville meget gerne have forsat i GDPR-sporet og arbejdet med persondata, m...

Siden sidst - ups and downs

Det er længe siden, jeg sidst opdaterede her på familie bloggen og der er sket virkelig meget i mellemtiden! Indlægget her var planlagt til at skulle være udgivet i maj sidste år, men der skete SÅ meget virkelig hurtigt og det har både været på den bedst tænkelige måde men bestemt også det modsatte. Vinteren herhjemme har taget hårdt på os. Det er som om nogen bare har taget den brede virus-pensel og malet tykt på, for vi har nærmest været lagt ned af sygdom uafbrudt nærmest siden starten af december! Deraf har overskuddet også været nærmest ikke eksisterende. Nu er der lige lidt luft på grund af vinterferie, men lige straks går det løs igen. I foråret sidste år tog vi en beslutning om aktivt at kigge efter hus. Vi var på et par fremvisninger og talte frem og tilbage med banken og vi fandt nærmest ved et tilfælde et dejligt hus, som vi godt kunne tænke os skulle være vores fremtidige hjem. Dagen før vi havde planlagt at skulle til en super spændende fremvisning måtte vi desværre sige f...