Gå videre til hovedindholdet

Opslag

En lang stille periode... læser du stadig med?

Det er over et år siden, vi sidste gang kunne give en lille beretning om stort og småt herinde. Vi er efterhånden ved at finde os tilrette i livet som husejere, men det er jo ikke nogen lille opgave og der opstår hele tiden ting og sager, som skal håndteres og ikke mindst idéer til hvad vi kunne gøre for at optimere, forskønne og forbedre rundt omkring både ude og inde... Vi har også måtte investere i både ny ovn og ny (brugt) bil i årets løb. Det tager jo noget på opsparingen, men hvor har det dog været rart, at have råd til det uden at smadre vores økonomi på det. Næste år skal der spares flere penge frem til både udbedringer og indkøb til den nye terrasse.  I år har vi fundet en anden ro i, at begge vores børn er velplaceret rent skolemæssigt og yngstebarnet er endda på vej i trivsel. Det har været hele kampen værd. Nu står vi overfor den næste periode, hvor teenageårene begynder at brage derudaf og jeg har lidt på fornemmelsen, at det bliver lidt ligesom dengang børnene var små og
Seneste opslag

Siden sidst - ups and downs

Det er længe siden, jeg sidst opdaterede her på familie bloggen og der er sket virkelig meget i mellemtiden! Indlægget her var planlagt til at skulle være udgivet i maj sidste år, men der skete SÅ meget virkelig hurtigt og det har både været på den bedst tænkelige måde men bestemt også det modsatte. Vinteren herhjemme har taget hårdt på os. Det er som om nogen bare har taget den brede virus-pensel og malet tykt på, for vi har nærmest været lagt ned af sygdom uafbrudt nærmest siden starten af december! Deraf har overskuddet også været nærmest ikke eksisterende. Nu er der lige lidt luft på grund af vinterferie, men lige straks går det løs igen. I foråret sidste år tog vi en beslutning om aktivt at kigge efter hus. Vi var på et par fremvisninger og talte frem og tilbage med banken og vi fandt nærmest ved et tilfælde et dejligt hus, som vi godt kunne tænke os skulle være vores fremtidige hjem. Dagen før vi havde planlagt at skulle til en super spændende fremvisning måtte vi desværre sige f

Godt nytår

Der har været bragende stille her på bloggen siden efteråret og det har der været en rigtig god grund til. Vi har skrantet den ene efter den anden er bukket under for influenza, den ene forkølelse efter den anden og det har ligesom bare ikke ville tage nogen ende... Tilbage i november følte vi, at det hele voksede over hovederne på os, mindstebarnet var ked af sin medicin og hun blev ved med at tabe sig og trivedes slet ikke i skolen, så til sidst sagde psykiatrien stop og hun skulle holde en medicinpause for at se om hun så kunne tage det tabte på igen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været hårdt. Den første uges tid var det egentlig ok. Hendes appetit vendte faktisk tilbage lige med det samme og hurra for det! Men som ugerne gik, begyndte hendes vanskeligheder også at træde mere og mere i karakter og selv de simpleste ting blev svære for hende at håndtere og udføre. Så blev vi alle sendt hjem i midten af december til hjemmeskole og hjemmearbejde og det gav hende best

Sommeren, fødselsdagsfejring, efterårsferie - hverdagen op og ned...

Så sluttede efterårsferien også og vi er startet på fuld brag igen i dag... Vi kan godt mærke, at tilstanden så småt er ved at bevæge sig tilbage til "før Corona-tilstand" igen og det er både på godt og ondt... Det er selvfølgelig rart, at vi igen kan afholde forældremøder fysisk igen og at der kan stables nogle sociale arrangementer på benene, men vi kan mærke, at det der pres fra alle de forskellige arrangementer, fødselsdage osv. begynder at trykke. Vi er grundet vores situation nødt til at melde fra til mange af de ting i forvejen, men vi kan mærke, at overskuddet til at deltage i det, vi gør i forvejen, heller ikke rigtig er der.  For vores familie var det rigtig rart, at der ikke lå en forventning om, at der skulle deltages i vennespisning, forældrekaffe, forældrefester, julearrangementer, osv. fordi vi netop i forvejen kun har fyldt kalenderen op med dét, som der var overskud og plads til... Nu står vi her igen og det er svært at sige til sin 8-årige, at hun skal passe

Så gik der et år...

Og der er sket rigtig meget det seneste år. Sidst jeg skrev, stod vi i slutningen af vores sommerferie og jeg kunne berette om en svær tid. Sommerferien var skøn, men hverken efteråret eller vinteren bragte voldsomt meget ændring med sig. Corona satte en stopper for rigtig mange ting og der er i skrivende stund et efterslæb, vi stadig kæmper med.  Det lyder måske også ret voldsomt og lidt kryptisk at skrive det sådan. Men jeg er ikke lige helt klar til at dele udfordringerne endnu, så det må i have til gode.  Men det har jo ikke alt sammen været op ad bakke. Blandt andet, så nåede min ansættelse hos Borean Innovation vejs ende i slutningen af maj og det lykkedes mig allerede tilbage i april, at lande en ny stilling. Det var den mest fantastiske følelse og en kæmpe sejr, for denne gang var det ikke netværk eller manglende alternativer, der havde gjort, at jeg fik stillingen - det var min fortjeneste alene og det føles fantastisk! Jeg startede den 1. juni som jurist hos Region Nordjyllan

Nye tilstande og nyt skoleår banker på døren

Sommerferien lakker mod enden og vi står snart over for et nyt skoleår, som på mange måder bliver meget anderledes end det forgangne. Vi startede de 3 første dage af sommerferien på psykiatrien med T. Vi har længe haft en mistanke om, at hun har nogle vanskeligheder udover det normale og hun har været meget presset det forgangne skoleår. Hyperaktivitet, vanskeligheder ved at holde eget initiativ tilbage og fokusere på opgaver og beskeder, bliver meget let afledt og hurtigt meget irriteret over andres larm, selvom hun selv taler som et vandfald. Det endte med en ADHD diagnose, som lægen slet ikke var i tvivl om og endda udtrykte er i ret svær grad. Selvom vi havde mistanken, så er det altså virkelig svært at få at vide, at ens barn har et handicap. Vi ringede rundt til familien og fortalte det og det var lidt af en mavepuster, da nogen i familien mente, at den diagnose ikke helt kunne passe og at hun da bare er et helt normalt barn med krudt i måsen. Lige så meget som jeg ville ønske, a

Fem måneder senere

Når den vej, der er blevet åbnet for en, ikke helt passer til der, hvor du er på vej hen i livet, så må man jo gøre noget ved det... For 5 måneder siden kunne jeg glad berette om, at jeg endelig havde fået et break og skulle til at arbejde med anti-hvidvask. Den vej viste sig bare ikke rigtig at passe til mig og mit faglige temperament. Jeg havde hele tiden en følelse af at være helt forkert på den og at være utilstrækkelig... Der var ikke meget fleksibilitet - slet ikke i samme grad, som jeg har været vant til og jeg kunne ikke helt finde ud af at få forenet arbejdslivet og familielivet. Jeg var ikke glad... men det er jeg nu... Skæbnen ville, at en i mit netværk kontaktede mig, fordi en i hendes netværk have skrevet til hende, at de havde brug for en barselsvikar og ville høre om hun kendte nogle gode kandidater. Jeg sendte mit CV og tog til samtale for at høre nærmere om stillingen. Det var lige før Covid-19 begyndte at rase og landet lukkede ned... Nu er jeg 11 dage inde i mit n