FAMILIEN THORSEN PÅ SLAP LINE

Der har været bragende stille her på bloggen siden efteråret og det har der været en rigtig god grund til. Vi har skrantet den ene efter den anden er bukket under for influenza, den ene forkølelse efter den anden og det har ligesom bare ikke ville tage nogen ende... Tilbage i november følte vi, at det hele voksede over hovederne på os, mindstebarnet var ked af sin medicin og hun blev ved med at tabe sig og trivedes slet ikke i skolen, så til sidst sagde psykiatrien stop og hun skulle holde en medicinpause for at se om hun så kunne tage det tabte på igen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været hårdt. Den første uges tid var det egentlig ok. Hendes appetit vendte faktisk tilbage lige med det samme og hurra for det! Men som ugerne gik, begyndte hendes vanskeligheder også at træde mere og mere i karakter og selv de simpleste ting blev svære for hende at håndtere og udføre. Så blev vi alle sendt hjem i midten af december til hjemmeskole og hjemmearbejde og det gav hende best...

Så sluttede efterårsferien også og vi er startet på fuld brag igen i dag... Vi kan godt mærke, at tilstanden så småt er ved at bevæge sig tilbage til "før Corona-tilstand" igen og det er både på godt og ondt... Det er selvfølgelig rart, at vi igen kan afholde forældremøder fysisk igen og at der kan stables nogle sociale arrangementer på benene, men vi kan mærke, at det der pres fra alle de forskellige arrangementer, fødselsdage osv. begynder at trykke. Vi er grundet vores situation nødt til at melde fra til mange af de ting i forvejen, men vi kan mærke, at overskuddet til at deltage i det, vi gør i forvejen, heller ikke rigtig er der.  For vores familie var det rigtig rart, at der ikke lå en forventning om, at der skulle deltages i vennespisning, forældrekaffe, forældrefester, julearrangementer, osv. fordi vi netop i forvejen kun har fyldt kalenderen op med dét, som der var overskud og plads til... Nu står vi her igen og det er svært at sige til sin 8-årige, at hun skal passe...

Og der er sket rigtig meget det seneste år. Sidst jeg skrev, stod vi i slutningen af vores sommerferie og jeg kunne berette om en svær tid. Sommerferien var skøn, men hverken efteråret eller vinteren bragte voldsomt meget ændring med sig. Corona satte en stopper for rigtig mange ting og der er i skrivende stund et efterslæb, vi stadig kæmper med.  Det lyder måske også ret voldsomt og lidt kryptisk at skrive det sådan. Men jeg er ikke lige helt klar til at dele udfordringerne endnu, så det må i have til gode.  Men det har jo ikke alt sammen været op ad bakke. Blandt andet, så nåede min ansættelse hos Borean Innovation vejs ende i slutningen af maj og det lykkedes mig allerede tilbage i april, at lande en ny stilling. Det var den mest fantastiske følelse og en kæmpe sejr, for denne gang var det ikke netværk eller manglende alternativer, der havde gjort, at jeg fik stillingen - det var min fortjeneste alene og det føles fantastisk! Jeg startede den 1. juni som jurist hos Region N...

Sommerferien lakker mod enden og vi står snart over for et nyt skoleår, som på mange måder bliver meget anderledes end det forgangne. Vi startede de 3 første dage af sommerferien på psykiatrien med T. Vi har længe haft en mistanke om, at hun har nogle vanskeligheder udover det normale og hun har været meget presset det forgangne skoleår. Hyperaktivitet, vanskeligheder ved at holde eget initiativ tilbage og fokusere på opgaver og beskeder, bliver meget let afledt og hurtigt meget irriteret over andres larm, selvom hun selv taler som et vandfald. Det endte med en ADHD diagnose, som lægen slet ikke var i tvivl om og endda udtrykte er i ret svær grad. Selvom vi havde mistanken, så er det altså virkelig svært at få at vide, at ens barn har et handicap. Vi ringede rundt til familien og fortalte det og det var lidt af en mavepuster, da nogen i familien mente, at den diagnose ikke helt kunne passe og at hun da bare er et helt normalt barn med krudt i måsen. Lige så meget som jeg ville ønske, a...

Når den vej, der er blevet åbnet for en, ikke helt passer til der, hvor du er på vej hen i livet, så må man jo gøre noget ved det... For 5 måneder siden kunne jeg glad berette om, at jeg endelig havde fået et break og skulle til at arbejde med anti-hvidvask. Den vej viste sig bare ikke rigtig at passe til mig og mit faglige temperament. Jeg havde hele tiden en følelse af at være helt forkert på den og at være utilstrækkelig... Der var ikke meget fleksibilitet - slet ikke i samme grad, som jeg har været vant til og jeg kunne ikke helt finde ud af at få forenet arbejdslivet og familielivet. Jeg var ikke glad... men det er jeg nu... Skæbnen ville, at en i mit netværk kontaktede mig, fordi en i hendes netværk have skrevet til hende, at de havde brug for en barselsvikar og ville høre om hun kendte nogle gode kandidater. Jeg sendte mit CV og tog til samtale for at høre nærmere om stillingen. Det var lige før Covid-19 begyndte at rase og landet lukkede ned... Nu er jeg 11 dage inde i mit n...

I hvert fald, hvis man står uden job, er vel at lande jobbet... Jeg har været til et utal af samtaler de sidste 3 måneder og ganske ud af det blå, blev jeg ringet op og inviteret til samtale på en stilling, som jeg egentlig havde søgt i sommer, men fået et afslag på. De skulle nemlig bruge en barselsvikar. Jeg var så heldig at lande jobbet og starter i det nye år som Senior AML Officer hos Spar Nord bank. Det er bare en fancy titel for det arbejde, jeg skal varetage som anti-hvidvask rådgiver. Det er et helt nyt retsområde for mig, men jeg glæder mig til at få fingrene dybt ned i det og nørde lidt for én gangs skyld frem for at skulle sprede mig over flere områder. Jeg kan rigtig godt lide at arbejde med mange forskellige juridiske områder, men kunne godt mærke at det sidste år, hvor jeg fik lov til at arbejde intenst med GDPR, tændte en gnist i mig for at få lov til at blive lidt mere specialiseret igen. Jeg ville meget gerne have forsat i GDPR-sporet og arbejdet med persondata, m...

Lånt fra Facebook Det var ikke lige den titel, jeg helst ville have igen. Som i overhovedet ikke! Til mit held har jeg dog, til forskel fra sidst, nu rigtig meget erfaring at kunne skrive på CV'et og det hjælper unægteligt en hel del... Det jeg oplevede sidste gang som ledig, både efter endt uddannelse og barsel, var at mine kompetencer aldrig helt slog til og min alder var imod mig. Ofte fik jeg bare afslag på mine ansøgninger uden at komme til samtale og det tærrede mere og mere på selvtilliden. Hvordan skulle jeg kunne overbevise en kommende arbejdsgiver om, at jeg var lige den nye kollega, de ville blive så glad for, når jeg for hvert afslag følte, at jeg ikke rigtig slog til hverken fagligt eller personligt? Jeg brugte meget krudt på at sælge mig selv i praktikker sidste gang. Jeg gik nærmest på omgang hos de små selskaber ude i et af Nordjyllands større erhvervshuse som juridisk konsulent for en måned ad gangen. Jeg gik til opgaverne med stor iver og håbede hver gang på, a...